Ulrich Thomsen er indstillet til filmhæder som Ricardo

"Sommeren 92" har fået flest nomineringer til Bodil-prisen. Ulrich Thomsen er nomineret som årets hovedrolle.

Ulrich Thomsen til gallapremiere på filmen "Sommeren 92" i Imperial lørdag aften d. 22. august 2015. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

På syngende fynsk spiller Ulrich Thomsen rollen som landstræneren Richard Møller Nielsen, der fik det danske EM-hold til at vinde guld i Sverige i 1992.

Og det har han gjort så godt, at Danske Filmkritikere nu har nomineret ham i kategorien "Bedste mandlige hovedrolle" til Bodilprisen 2016.

I alt er Kasper Barfoeds "Sommeren 92" nomineret i fem kategorier. Blandt andet for "Bedste danske film", "Bedste kvindelige birolle" og altså "Bedste mandlige hovedrolle".

Hvis Ulrich Thomsen løber med årets Bodil, så er det velfortjent. Det mener Leif Rasmussen, som er souschef på Sport Fyn. Han har fulgt Richard Møller Nielsen fra han var træner for den fynske fodboldklub OB fra 1977 til 1982.

- Ulrich Thomsen er god til at ramme Richard Møller Nielsens ydmyghed. Han havde begreber om ære og stolthed. Sådan nogle basale ting, som Ulrich Thomsen rammer rigtig godt. Uden at overspille.

- For at portrættere en mand, der med sin fynske accent blev undervurderet af visse dele af pressen, er svært at gøre uden at gøre ham til grin. Det rammer han fantastisk, siger han.

Leif Rasmussen siger, at Richard Møller Nielsen, ud over at være en meget jævn mand, også var et meget kompliceret menneske, som værnede om sig og sine.

- Han så både venner og fjender. Det fremgår ikke af filmen, men det kæmpede han en del med. I modsætning til mange andre, havde han ikke en fornemmelse for at agere i medierne.

For Richard Møller Nielsen var uddannet på et reservedelslager i Faaborg. Han var kommet ud af folket, men han var ikke uddannet til at tackle pressen.

- Det er førsteprioritet i vore dage. Som cheftræner skal man kunne tackle pressen. Han gjorde det på sin måde, med sine anekdoter og ved at skælde folk ud, der var til stede på pressemøder. Det kogte i ham, og han ikke kunne holde tilbage, siger Leif Rasmussen.

Bodilprisen 2016 bliver uddelt lørdag 5. marts på Bremen Teater i København og vil blive sendt live i biografer i hele landet.

Ellen Hillingsø er aftenens værtinde, når den danske kritikerpris uddeles for 69. gang.

/ritzau/