Bølgen af kriminalromaner i Skandinavien bruser af sted, og den nærmer sig tsunamihøjde uden udsigt til at flade ud. Film baseret på bøgerne er nærmest en selvfølge, om det så var Stieg Larsson i går, Lars Kepler i dag eller Jo Nesbø og Jussi Adler-Olsen i morgen. Lars Kepler er pseudonym for forfatterægteparret Ahndoril. Alexander og Alexandra fra Sverige har tre bøger bag sig og planlægger syv om kriminalkommissær Joona Linna.
I den første bog af Kepler accelereres der hurtigt. Værdien ligger i spændingen i enkeltscenerne, mens der er mindre samfundsengagement end hos Stieg Larsson. Bogens stil ligger derfor godt til filmsproget. Plottet er originalt. En eller anden er blevet hypnotiseret til at slå en hel familie ihjel. Det går Joona Linna (Tobias Zilliacus) og grubler over, da en mesterhypnotisør (Mikael Persbrandt) kommer ind i billedet. Han må egentlig ikke hypnotisere mere, efter at en sag gik galt, og stemningen mellem hans kone (Lena Olin) og ham er i øvrigt på frysepunktet efter hans sidespring.
»Hypnotisøren« byder både på voldsomme mord og en hel del opklaringsarbejde. Problemet er bare, at sammenhængen mellem de to dele af filmen er tynd, hvor det gik bedre i bogen. Lasse Hallström afvikler mordene hurtigt, brutalt og blodsprøjtende. Som om han er nervøs for at falde igennem i en for ham usædvanlig genre. Samtidig er der ikke nogen særlig dirrende spænding i opklaringsarbejdet. Og her hjælper det ikke, at man har castet en finsk-svensk skuespiller i hovedrollen, der virker bleg og blottet for temperament. Til sammenligning med en vejrbidt og som altid velspillende Mikael Persbrandt mister man interessen for filmseriens hovedperson. Det er ikke et godt tegn, hvis Tobias Zilliacus er kommet for at blive i hovedrollen.
For sent til følelsesmæssig involvering
Bedre går det ikke med Lena Olin, der engang begejstrede en hel verden i »Tilværelsens ulidelige lethed«. Egentlig bør man ikke kommentere skuespilleres udseende, men når botoxbehandlingerne er blevet så mange, at der kun er tårerne i øjnene tilbage at spille med, må en eller anden sige stop. Det er nærliggende at tro, at Lena Olin kun får en sjælden hovedrolle her, fordi hun er gift med Lasse Hallström.
Anden del af filmen er mere spændende end første del, og især afslutningen på isen i Nordsverige er fornemt filmhåndværk. Men alt i alt er det dog for sent at blive voldsomt følelsesmæssigt involveret.
Filmatiseringen af bog nummer to, »Paganinikontrakten«, er under forberedelse, og den skal instrueres af Kjell Sundvall (»Jægerne«). Det virker som et klogt træk. Om det med tiden vil føre til syv film vil vise sig. At forvandle en god kriminalroman på 500 sider til et filmmanuskript på 120 sider er nemlig ikke så let, som man skulle tro. »Hypnotisøren« lander midt i feltet bagved spændende »Mænd der hader kvinder« (begge udgaver) men foran lidenskabsløse »Nobels testamente« baseret på Liza Marklunds bog. Hvis tendensen til uopfindsomme en-til-en-filmatiseringer af de bedste kriminalromaner griber om sig, kan det godt være med til, at interessen for at se filmene ebber ud, mens bøgernes succes virker mere sejlivet.
