På papiret lyder “Inside out” som en film, der nærmest er for kompliceret til at virkeliggøre, men animationsgiganten Pixar og Pixars troldkarl af en instruktør, Pete Doctor, har en evne til at omsætte vilde, originale ideer til vedkommende og følelsesmættede historier. I “Up” var det eksempelvis alderdommens melankoli, der blev udfoldet i en fortælling, hvis ingredienser talte flyvende huse og talende hunde.
“Inside Out” er et kig ind i den tolvårige pige Rileys hjerne, der i filmens legefulde univers er en avanceret fabrik, der styres fra et kontrolrum af fem ‘gestaltede’ grundfølelser som Vrede, Frygt, Tristhed, Afsky og Glæde. Vrede er en hidsig krakiler, hvis isse koger over med stikflammer, mens Afsky er grøn i hovedet af væmmelse.
I en pragtfuld indledning, der bringer mindelser om “Up”s legendariske “livet-passerer-revy”-prolog, vises det, hvordan Glæde er den første følelse, der dukker op i nyfødte Rileys hjerne. Det sker, da de nybagte forældre smiler kærlighedsfuldt til deres nye guldklump, og med denne smukke henvisning til Daniel Sterns spædbørnsforskning, etablerer filmen tidligt sin vidtfavnende intelligens. Selvom Rileys hjerne ligner et slags sindets Disneyland med et tog fuld af strøtanker (på engelsk :“train of thoughts”) og et hurlumhejhus for abstrakte ideer, er det filmens styrke, at den synes at have sat sig grundigt ind i både pædagogik og psykoterapi.
Det lyder langt tungere end det er. Betydningen af de første bånd mellem babyer og mødre er blevet slået fast af videnskaben i de senere år, men her bliver det for første gang omsat til en historie, der rammer så rent i hjertet, at det næsten gør ondt. Ens egne følelser for filmen drejer som en vejrhane fra stille beundring til høj latter og tilbage igen. Latteren er det nok så vigtigt at fremhæve, for denne animationsfilm er stort set fri for de mængder er popkultur-referencer, der hyppigt tynger moderne animationsfilm. Til gengæld lever den i særlig grad op til parolen om at noget skal være sandt for at være sjovt. Pixar trækker i tråde, som alle forstår, men løfter fællesnævneren svimlende højt.
Efterhånden som Riley bliver ældre, ankommer de øvrige følelser i hendes hjerne, og skal finde ud af at samarbejde. Alle har en funktion, såsom forsigtige Frygt, der sikrer at den livsboblende Riley ikke kommer til skade, når hun går til makronerne, mens Afsky lærer hende at holde sig fra broccoli. Den eneste følelse som de ikke rigtig ved, hvad de skal bruge til, er Tristhed, der har en tendens til at gøre Riley unødigt ked af det.
Filmen selv ved dog bedre, for der skal være plads til alle følelser i livet, og det meget pixar’ske budskab i filmen handler om at acceptere rejsen gennem livets faser med alle deres tilhørende, skiftende sindsbevægelser. Såsom at sige farvel til barndommen uden samtidig at tage afsked til barndommens begejstring.
