»True Grit« er strålende underholdning

Joel og Ethan Coens nye udgave af den gamle western »True Grit« er strålende underholdning.

»True Grit« Fold sammen
Læs mere

Det er altid en fornøjelse at se en stjerne blive født. Det er også altid en fornøjelse at se en hæderkronet veteran folde sig ud. »True Grit« er så generøs en film, at den forærer os begge disse fornøjelser, og det vil sige, at ingen kan forlange mere.

Man er ellers lidt nervøs på forhånd, for Charles Portis' roman blev filmatiseret af Henry Hathaway allerede i 1969, oven i købet med John Wayne i den Oscar-belønnede hovedrolle, og brødrene Joel og Ethan Coen har hidtil absolut ikke haft deres styrke i at lave genindspilninger. Men den nye udgave af »True Grit« viser sig at være bedre end den gamle, og hvis nogen kan udfylde rollen som den krakilske og fordrukne marshall Rooster Cogburn bedre end John Wayne, er det selvfølgelig Jeff Bridges. Så det gør han.

Den moralsk tvivlsomme ordenshåndhæver er dog ikke historiens egentlige hovedperson. Det er derimod den kun 14 år gamle Mattie, der vil have straffet slynglen Tom Chaney, som myrdede hendes far, og derfor hyrer Cogburn til at finde ham ude i vildmarken. Selv insisterer hun på at tage med, for hun er den mest målbevidste teenager nogensinde set på film, og med drager desuden en ret irriterende Texas Ranger, der længe har jaget Chaney, og som giver Matt Damon en fin lejlighed til at skabe en skæv og pudsig figur.

Historien er ikke udpræget original og det meste af tiden heller ikke buldrende dramatisk, men det gør ikke spor. At se Jeff Bridges forme en formidabel figur, både helt og antihelt, som den overvægtige opportunist Cogburn er en fremragende oplevelse, og med solid humor gør han manden til en skikkelse, som på én gang virker realistisk og legendarisk. I sine mest omtågende øjeblikke minder Rooster Cogburn om Lee Marvin i »Cat Ballou«, men når det endelige opgør skal udkæmpes, tager han ligesom i sin tid John Wayne hestens tøjler mellem tænderne og et skydevåben i hver hånd - til gengæld bærer han modsat Wayne klappen for højre øje i stedet for venstre, hvad der kan ligne en lille politisk erklæring.

Ebbe Iversen anmelder Coen-brødrenes nyeste film True Grit:

At Jeff Bridges er en karakterskuespiller af format, vidste vi jo i forvejen, så den store åbenbaring er lille Hailee Steinfeld som den stædige og modige Mattie. Pigen spiller så fremragende, at man måber - undertiden kommer man i tvivl, om man helst ville give hende et kram eller en lussing - og med Josh Brolin som skurken Chaney er filmen stærkt besat over hele linien.

»True Grit« er et eksempel på, at små og ligegyldige westerns ikke laves mere. Der er blevet langt mellem filmene i denne ældgamle genre, men til gengæld er de allesammen ambitiøse - det gælder væker som James Mangolds »3:10 til Yuma«, Andrew Dominiks »The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford« og Ed Harris' »Appaloosa«, der alle respekterer genrens klassiske konventioner, men samtidig forstår at forvalte dem på en personlig og forfriskende måde.

Sådan er Joel og Ethan Coens bidrag til genren også, og det er ubegribeligt, at deres foregående film var den dybt misantropiske satire »A Serious Man«. »True Grit« viser tværtimod, at selv en grådig og brovtende drukkenbolt kan være en fin fyr, når det kommer til stykket, og den har desuden en kær og kæk heltinde i lille Mattie, der aldrig stikker op for bollemælk.

Med sin melankolske epilog er denne »True Grit« mere loyal mod Charles Portis' roman fra 1968, end Henry Hathaways version var. Men det er selvfølgelig ikke filmens vigtigste kvalitet - den er derimod, at her har et par originale instruktører, en blændende dygtig filmfotograf (Roger Deakins) og et hold af begavede skuespillere arbejdet entusiastisk sammen for at skabe en flot, sjov og spændende western. Resultatet er den rene fryd.