Ellen Hillingsø skriver smser til sig selv. Hun har fået en iPhone, så hun nu også på den kan nedskrive de strøtanker, som ustandselig trænger sig på. I mange år har hun nedfældet dem i sorte notesbøger på papir med guldkanter. Og fyldt dem yderligere ud med bunker af små avisudklip, der har indeholdt ord, citater, sætninger, hun gerne vil forsegle.
Sms afsendt lørdag 28. august, kl. 17.46:
»Det regner i Nuuk!!! Folk glæder sig til filmen »Eksperimentet«. En sand historie om en tragisk fejltagelse. Den lille historie i den store: Vi kan ikke hive indmaden ud af folk og proppe en anden ind. Projektion: Vi tror, vi er hinanden, vi tror, vi ved, hvad andre tænker og føler. Det er blot fortolkninger af os selv, vi beskriver. Jeg glemmer selv, at min datter ikke er mig.«
Da hun sendte den til sig selv, var hun i Grønland. I Nuuk slash Godthåb, der lå indhyllet i en grå, trøstesløs styrtregn. Det er jo helt galt, syntes hun. Selv de lokale sagde, at det kun burde støvregne. Hun skuttede sig. Kiggede sig omkring. Tænkte, at specielt Nuuk ser nedtrykt ud i den slags vejr. Kulisse-agtig med sine grå og slidte betonblokke i midtbyen, Nuussuaq, der virkede skrigende malplaceret i naturens skønhed. Specielt den største beton boligblok, Blok P, der huser to procent af hele Grønlands befolkning, skærmede for udsynet over bugten. Et grimt, klodset symbol på kolonimagten Danmarks forsøg på at skabe »civiliserede« rammer til jægerfolket i nord dengang i 1960erne, hvor beton som byggesten - og løsning - kom på højeste mode.
Ellen Hillingsø nøjedes med bare at skrive sig ordet »ansvar« bag øret. Det behøvede hun ikke gemme i sin bog. Det dukker ofte op i hendes bevidsthed, fordi det udgør en vægtig del af det, hun kalder sit »styresystem«, sin opdragelse. Ligesom »at gøre sig umage« og »du skal ikke tro, du er mere end andre«.
Hun gik hen til Nuuks kulturhus og biograf, Katuaq, hvor hun var en af hovedpersonerne i aftenens forpremiere på »Eksperimentet«. En alvorlig film, der fortæller den sande historie om et resocialiserings-projekt, som den danske stat gennemførte i Grønland i begyndelsen af 1950erne. I et forsøg på at gøre den tidligere koloni mere dansk, tvangsflyttede man 22 grønlandske børn fra deres familier og placerede dem hos plejefamilier i Danmark. Halvandet år senere blev børnene sendt tilbage til Grønland, hvor de skulle være rollemodeller og formidlere af danskhed. De blev indkvarteret på et børnehjem - og havde ved hjemkomsten mistet deres sprog og kulturelle identitet.
Filmen er instrueret af debutanten Louise Friedberg og bygger på levnedsbeskrivelser fortalt til Tine Bryld i bogen »I den bedste mening«. Ellen Hillingsø spiller den altdominerende hovedrolle som sygeplejersken, frøken Gertsen, »Gert«, der sættes i spidsen for børnehjemmet. Hendes mål er at støtte den danske stats sociale eksperiment, men i sin blinde tro på det, undervurderer hun børnenes åbenlyse personlige omkostninger. Da både staten og børnene svigter frøken Gertsen, bliver det sværere og sværere for hende at bevare idealismen.
Dagen efter forpremieren sendte Ellen Hillingsø endnu en sms til sig selv:
Sms afsendt søndag 29. august, kl. 13.52:
»Premieren er vel overstået. Folk var glade og rørte... Det føles rigtigt at stå til rådighed for denne historie. Det giver mening at spille en rolle i så vigtig en film, fordi det trækker opmærksomheden væk fra mit ego, min egen selvoptagethed.«
Frederiksberg, tirsdag den 31. august kl. 13.
Ellen Hillingsø er på dansk grund igen. Sidder i et hvidt rum hos Nimbus Film og roder efter sin sorte notesbog. Finder i mellemtiden et citat fra Nelson Mandela, hun har sendt til sig selv på sin iPhone. Først to timer senere fortæller hun, hvad der står.
»Det er lidt tosset med alle disse noter og udklip. Men jeg eksploderer, hvis jeg ikke får mine ideer og tanker ud,« siger den 43-årige skuespillerinde, hvis robuste og karakteristiske ansigt er kendt fra adskillige roller på tv, film og teater. De brede øjenbryn. Den store mund. De mørke øjne.
Hun taler om Grønland og filmen, der helt tydeligt har et fast tag i hende - og ikke kun som rolle. Filmens underliggende psykologiske temaer, såsom at føle sig »forskellig fra«, kampen mod fordomme, og kampen for at blive forstået, som den, man er og tage det på sig, handler også om hende selv. Og vel i grunden også om de fleste af alle os andre.
»Jeg er en forberedelses-freak. Helt vildt. Til denne film har jeg talt med en sprogforsker for at forstå, hvad der sker med mennesker, når de mister deres modersmål, som børnene jo gjorde. Jeg har talt med en familieterapeut for at få indblik i, hvad det gør ved et menneske at blive anbragt uden for sin familie, jeg har talt med Tine Bryld, og med min bror Jens og hans kone, fordi han er læge, hun sygeplejerske, sådan som min karakter, frøken Gertsen er det. Det er nok sådan, jeg er. Ret nørdet faktisk. Men en stærk drivkraft hos mig er også, at ingen nogensinde skal kunne sige om mig, at jeg er forkælet, er født med en guldske i munden. At jeg er kommet nemt til noget, fordi jeg har en kendt far og kender Dronningen og alt det der. Det er en af mine store kampe - er du tosset, sådan har jeg det rigtig meget. Derfor må der aldrig være en finger at sætte på noget.«
Hun smiler. Mildere, end man tror.
»Jeg kan da godt se, at der er flere kontraster i mit liv, og at jeg er et sammensat menneske. Måske derfor har jeg fundet mig et frirum i teatret. Jeg kan gå til fest hos de kongelige og være pæn den ene aften, mens jeg den næste kan spille grim i en rolle. Gennem skuespillet kan jeg også bruge den kontrast, der altid har været mellem mit viltre ydre og mit følsomme sind. Jeg kan bruge, at jeg ligner en trold, men er en prinsesse indeni,« siger hun og griner.
Ellen Hillingsø er født i 1967 i København, hvor hun voksede op i et rækkehus i Charlottenlund. Hendes far, den nu pensionerede generalløjtnant, Kjeld Hillingsø og hendes mor, Birgitta, der var dansk agent for det britiske auktionshus Christie's, var bekymret for hende. »Mon hun er hård nok til det virkelige liv?« talte de om, når Ellen som lille kom ked af det hjem fra skole.
»Jeg fik altid en masse kommentarer om mit udseende og min energi. Mange følte sig provokeret af det. De troede vel, at jeg var robust, men det var jeg slet ikke. Jeg vejede mere end de andre piger i klassen, og de lukkede mig nogle gange ude, og jeg havde virkelig nederen over det. Jeg hadede skolegårdene, hvor jeg følte mig så isoleret, og jeg kunne ikke finde ud af alt det der pigefnidder. Kunne ikke afkode det, og jeg trak mig ofte bare. Jeg følte mig meget forskellig fra de andre - det siger alle skuespillere nok - men det var en stærk følelse i mig, og jeg syntes, at verden var hård. Det var ikke nogens skyld, jeg gider ikke hoppe med på alt den der protestantiske skyld, jeg var nok bare et sensitivt barn. »Et alternativt begavet barn«, som jeg selv siger, for jeg havde helt tydeligt en anden slags selvoptagethed, som var svær for mig at håndtere.
Jeg har i mange år kæmpet med min selvoptagethed som skuespiller. Jeg er jo opdraget til, at man ikke må være selvoptaget, og derfor forsøgte jeg at adskille de to ting. Jeg kunne aldrig, som nogle af mine kolleger, finde på at sige: »Du skal komme ind og se mig i den forestilling, jeg spiller så fedt.« De seneste år har jeg dog lært, at damn, der er en selvoptagethed i det, jeg laver, og jeg kan bruge det fagligt. Det har været en befrielse for mig at holde op med at kæmpe imod det.«
Hun tillægger ikke sin opvæksts normer om pli og god opførsel den store betydning for sin indre forvirring som barn. For mange andre ville hendes »klassiske« opdragelse ellers være rigelig grund til at føle sig anderledes end flertallet. Specielt i en tid som 70erne, hvor autoriteter, overklasse, klassiske dyder, Gud, konge og fædreland mildest talt ikke var moderne.
Hendes mormor og morfar ejede det fynske gods Juelsberg og havde tætte forbindelser til kongehuset, hvilket gik i arv til Ellens mor, som er en af Dronningens tætteste venner. Besøg hos Dronningen og middage på bonede gulve med alt, hvad dertil hører af sociale koder og pli, har været en naturlig del af Ellen Hillingsøs opvækst. En åben verden for hende, men lukket for de fleste, og en verden, hun tidligt fik at vide, hun ikke måtte tale om til andre. Sådan var og er reglerne.
Samtidig havde hun en far, der var militærmand af højeste rang. Mange troede, at der stod marmorløver i rækkehusets have, og at livet bag de hillingsøske mure var fyldt med guldrandet kæft, trit og retning.
»Sådan var det jo ikke, det er vel bare fordomme. Jeg registrerede da, når jeg som lille gik med min far i Irma og en eller anden kaldte ham »fascist«, men jeg ved ikke, hvor meget jeg forstod. Men selv om vi på mange måder levede et ganske almindeligt liv, er jeg da opvokset med en far, som sagde, at vi havde været »på en dejlig march i skoven«, mens andre havde været ude at spadsere Og jeg er 120 procent opdraget med flere klassiske dyder end de fleste. Der var en strenghed på den måde. Det var sådan noget med at lære at sidde pænt ved bordet, spise med kniv og gaffel, sige pænt goddag og farvel til folk, interessere sig for andre og lære at konversere. Det gik både min far og mor højt op i. Jeg har også fået indprentet, at jeg skulle arbejde hårdt for det, jeg ville, ikke tage noget for givet, ikke hvile på laurbærrene - og ikke tro, jeg er mere end andre. Overbygningen på det er værdier som at tingene skal give mening, de skal betyde noget, og man skal ikke gå rundt og fedte med lortet. Man skal tage ansvar. Alt det er mit »styresystem«, som jeg kalder det.«
Hun holder inde et øjeblik. Leder efter sætningerne.
»Jeg tror meget af det der med at »gøre ret«, gøre det ordentligt - og Gud, konge og fædreland - udspringer fra min fars historie. Hans mor var tysk, og hans far modstandsmand under krigen - og selv valgte han så senere at gå ind og blive soldat for at beskytte sit land. Jeg ved, at det ikke var uproblematisk. Min far er jo også storkorsridder, og på sit våbenskjold, der hænger på Frederiksborg Slot, har han som valgsprog: »Gør ret, frygt intet«. Det siger jo ret meget om en mand, at han vælger det valgsprog.«
Mange af sine somre tilbragte hun hos sin mormor og morfar på Juelsberg på Fyn, og det var blandt andet mormoderen, Gunilla Juel, der appellerede til hendes entertainer-gen. Ellen Hillingsø elskede at klæde sig ud, ordne hår - og hun elskede sin mormor, der selv engang havde spillet med i en Greta Garbo film. Har hun fået fortalt. Formentlig som statist.
»Hos hende lærte jeg også at dække bord, lægge servietten til venstre og klæde om før middagen, men jeg oplevede aldrig alle de der dyder som begrænsninger. Det er også en fordom, at de er det. De var ikke en kontrast til frihed, for det overskud, der var, gav jo et mentalt overskud til, at jeg kunne være et barn. Det var et frirum for mig at være der, hvor jeg fik lov til at løbe rundt i haven med mine mormors lange kjoler på. Før hun døde spurgte hun mig, hvad jeg gerne ville arve, og jeg svarede: »Din bridge-dug«, fordi den var rød og havde guldfrynser og var god at lave turbaner med.«
At skuespillet skulle blive Ellen Hillingsøs levevej lå altså ikke ligefrem i kortene. Der var dog noget, som skulle ud, og ikke helt kunne komme det, inden for de rammer, hun var i. Det vidnede blandt andet det altid løse håndtag på døren ind til hendes værelse gennem teenageårene om.
»Jeg var pisse hysterisk i de år. Jeg følte mig nogle gange trængt så meget op i en krog, at jeg blev helt desperat. Det var sådan lidt »lad mig være, lad mig være«. Og så fandt jeg også ud af, at jeg havde magten derhjemme, når jeg blev hysterisk. Men jeg havde jo nok et behov for at blive set, som jeg er. Det er, hvad jeg mener, i min sms om, at »Vi tror, vi er hinanden, vi tror, vi ved, hvad andre tænker og føler. Det er blot fortolkninger af os selv, vi beskriver. Jeg glemmer selv, at min datter ikke er mig.«. Jeg kommer i dag til at læsse mine egne oplevelser fra skolen over på min datter, der er seks år. Alle de ting, jeg hadede, kommer op i mig, og jeg tror, at det samme vil ske for hende. Men hun er jo ikke mig. Hun er sig selv.«
Da Ellen Hillingsø som 23-årig blev optaget på skuespillerskolen i Århus, var der heller ingen skæve miner. Også selv om hendes far nok havde haft en drøm om, at hun skulle blive professor i atomfysik, støttede han hende. Hendes mors eneste bekymring var, om hun kunne leve af det.
Allerede med sin gennembrudsrolle i 1996 som overklassekvinde i Ole Bornedals tv-serie »Charlot og Charlotte« blev det tydeligt, at Hillingsø nok skulle klare sig.
På privatfronten valgte hun til gengæld en mand, der har mere eller mindre samme baggrund som hun selv, Christoffer Castenskiold, der også er opdraget med klassiske dyder. Med deres to børn bor de i hendes barndomsgade, i et hus lige overfor hendes forældre.
»Der er jo en masse ting, som min mand og jeg er rørende enige om, en retning, som vi helt sikkert finder fodslag i gennem vores fælles baggrund. Det er trygt for mig, og vi videregiver blandt andet de klassiske dyder til vores børn. Som sagt har jeg aldrig oplevet dyderne som en begrænsning. Tværtimod ser jeg det sådan, at jeg har lært nogle sociale kompetencer, et »sprog«, som jeg kan vælge at bruge, hvis jeg vil. Jeg er et meget frihedssøgende menneske, og jeg har gang på gang måttet konkludere, at friheden kun eksisterer i kraft af begrænsningen. Og det er jo i virkeligheden, hvad systemer genererer, kunstnerisk og menneskeligt,« siger Ellen Hillingsø, der dog aldrig har betragtet sig selv som »dannet«.
»Uanset, hvad man kalder det, så kan disse sociale koder, at sidde pænt, kigge folk i øjnene, sige pænt goddag og farvel, hjælpe os til at omgås med hinanden og skabe nogle værdier, der handler om at tage ansvar og interessere os for hinanden. Hvis man betragter dem isoleret, er de jo nogle gammeldags og åndsbollede ting at gå op i, men det handler jo om, hvad man putter i dem. Det er det aktive valg, man skal tage. Hvis man ikke lægger nogle værdier i dem, er de overfladiske, som alt andet her i livet. Men jeg er overbevist om, at sociale koder kan have en afsmittende virkning på andre mennesker, fordi de viser, at man gør sig umage, er betænksom og stiller sig til rådighed,« siger hun og griner.
»Det sjove er jo, at jeg fornemmer, at folk i dag savner den form for retningslinjer. Jeg har altid fået at vide, at den form for »dannelse«, eller hvad det nu er, var dybt gammeldags, latterligt og umoderne, men nu hører jeg, at det er ved at komme på mode igen. Ja, jeg har læst, at folk ligefrem går på kursus for at lære at hilse ordentligt på hinanden. Det fortæller mig, at vi, der lever i et projektsamfund, har brug for et fælles sprog, et reb, der kan gøre det muligt for os at interessere os for hinanden, selv om vi kun arbejder sammen i tre måneder. Vi er i flere år blevet stopfodret med, at alle ville være kendte uden at gøre sig umage og ingen gider rigtig glo på det mere, vel? Vi gider ikke mere »talent« og amatørisme, men nogen, der har noget at komme med. Der er vel brug for værdier, at vi finder tilbage til den kollektive tanke og ansvar igen, og måske er vi ved at indse, at det måske ikke var skide smart at aflive det hele dengang i 1970erne. «
Hun tager sin iPhone op og læser endelig Mandela-citatet op:
»Vores dybeste frygt er ikke, at vi er utilstrækkelige. Vores dybeste frygt er, at vi er grænseløs kraftfulde. Det er vores lys og ikke vores mørke, der skræmmer os mest.«
»Eksperimentet« har premiere herhjemme 9. september landet over.
