Tre kvinder i krise

FILM Fremragende præstationer af Nicole Kidman, Julianne Moore og Meryl Streep i den begavede og bevægende »The Hours«.

Meryl Streep, Julianne Moore og Nicole Kidman i »The Hours«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Nicole Kidman i søndags blev hædret med den britiske BAFTA-pris for sin rolle i »The Hours«, erklærede hun på sejrstribunen i London, at hun ville splitte prisen i tre, så hun kunne dele den med Meryl Streep og Julianne Moore.

Meget smukt og meget passende, for de tre prægtige skuespillerinder yder lige sublime præstationer i hver sin del af det triptykon, som Stephen Daldrys filmatisering af Michael Cunninghams Pulitzer-belønnede roman er. Ligesom den uhyre tæt skrevne og svært filmatiserbare bog fortæller filmen dels om englænderen Virginia Woolf, der i 1923 netop er gået i gang med at skrive sin nu klassiske roman »Mrs. Dalloway«, dels om den californiske husmor Laura Brown, som i 1951 (i bogen er det i 1949) er i færd med at læse romanen og samtidig overvejer at tage sit eget liv, og dels om forlagsredaktøren Clarissa Vaughan, der i New York i 2001 ikke kun deler fornavn med Mrs. Dalloway, men også ligesom hun har travlt med at forberede et vigtigt selskab.

Handlingen
»The Hours« handler om en enkelt dag i tre kvinders liv - dels den deprimerede forfatter Virginia Woolf i England i 1923, dels den californiske husmor Laura Brown i 1951 og dels forlæggeren Clarissa Vaughan i New York i 2001. Kvindernes liv er indirekte forbundet, idet Laura Brown ud over at passe mand og barn er i færd med at læse Virginia Woolfs roman »Mrs. Dalloway«, mens Clarissa Vaughan har travlt med at forberede en fest (til ære for en AIDS-ramt forfatter) som en slags en moderne udgave af Mrs. Dalloway.

I lighed med den introverte stream of consciousness historie i »Mrs. Dalloway« udspiller handlingen i »The Hours« sig for hver af de tre hovedpersoner i løbet af en enkelt dag - bortset fra den første scene, der skildrer Virginia Woolfs selvmord i 1941 - og ligesom den arme Septimus Warren Smith i Woolfs roman begår en vigtig biperson i »The Hours« selvmord ved at kaste sig ud ad et vindue. I det hele taget er der spundet en række subtile tråde mellem de to værker, og i »The Hours« viser der sig til slut at være en overraskende forbindelse mellem to af de tre afsnit - forbindelsen røbes lidt tidligere i filmen end i Michael Cunninghams roman, men kommer stadig som noget af et emotionelt chok.

At »The Hours« er blevet en kompleks, men samtidig helstøbt og imødekommende film er ikke mindst dramatikeren David Hares fortjeneste. Michael Cunninghams højt begavede og en anelse parfumerede roman (herhjemme udsendt af Gyldendal som »Timerne«) har ligesom »Mrs. Dalloway« sin styrke i eksistentielle refleksioner og detaljerede deskriptive passager, som ikke lader sig overføre til film, og David Hare har i sit manuskript strammet strukturen og tilført historien en række nyskrevne replikker, som gør handlingen både mere livlig og mere koncentreret.

Fundamentalt forbliver filmen dog tro mod romanens originale opbygning, der krydsklipper mellem de tre kvinders tematisk beslægtede tilværelser - det er værd at bemærke, at hvert af de tre forløb rummer et vigtigt kys, der kan ses som nøglen til historiens grundtema og peger på, at »The Hours« i lighed med Sam Mendes' »Amercian Beauty« ikke mindst handler om forskellen på erkendt og undertrykt homoseksualitet. Både Sam Mendes og Stephen Daldry har markante karrierer som iscenesættere på Londons teatre bag sig, og de er begge eminente personinstruktører med udsøgt sans for at give tilsyneladende hverdagsagtige begivenheder fængslende psykologisk fylde og vægt.

Med kunstigt forstørret næse, uglamourøst anonymiseret udseende og skræmmende udstråling af indre desperation yder Nicole Kidman en pragtpræstation som den psykisk ustabile skønånd Virginia Woolf, og den vidunderlige Julianne Moore er lige så betagende som den stilfærdigt fortvivlede Laura Brown, idet hun kan siges her at spille negativ-varianten af den figur, som hun spiller positiv-varianten af i Todd Haynes' »Far From Heaven«. Og den fremragende Meryl Streeps indsats som Clarissa Vaughan får uvilkårligt én til at tænke på hendes præstation i Spike Jonzes sindrige metafilm »Orkidé-tyven«, for i Michael Cunninghams roman ser Clarissa Vaughan et glimt af en filmstjerne på gaden og mener, at det vist er Meryl Streep!

Man ser »The Hours« med ekstra beundring, hvis man har læst »Mrs. Dalloway«, men det er absolut ingen nødvendig forudsætning. For man kan under alle omstændigheder ikke undgå at nyde de tre både skarpe og følsomme kvindeportrætter, den præcise og stemningsfulde billedstil, Philip Glass' BAFTA-belønnede musik, der bærer filmen fremad som på et hypnotisk bølgende hav af passioner, og de fornemme præstationer også i birollerne, leveret af blandt andre Miranda Richardson som Virginia Woolfs søster, Stephen Dillane som hendes ægtemand og Ed Harris i en atypisk rolle som den AIDS-ramte forfatter Richard, der er den lesbiske Clarissa Vaughans nære ven og manden, som skal hyldes ved det planlagte selskab i New York.

At vedkende sig sin seksualitet og at tage livet på sig uden at frygte døden - eller alternativt at vælge døden uden at frygte livet? - er vel grundtemaerne i denne delvist dystre, men også generøse og kærlighedsfulde film. »The Hours« er præget af stilistisk elegance, trodsig humor og bevægende følsomhed, og den er en berigende, dybt tilfredsstillende oplevelse.