Når en film forholder sig til nære historiske begivenheder af den mest uhyrlige slags, skal det gøres med stor alvor. Medmindre filmen altså ønsker at belyse uhyrlig- hedernes absurditet via eksempelvis komik.
Men er der tale om et drama, der ikke rigtig står ved gruen og alvoren, er det bare usmageligt. Som nu »Dengang i maj«, der fører publikum tilbage til Frankrig i 1940, hvor landet invaderes af nazisterne.
Det sætter den tyske kommunist Hans, der er flygtet fra Tyskland til en fransk landsby, i en svær situation: Han må tale fransk for at undgå franskmændenes vrede og skjule sig for tyskerne, der vil likvidere ham – som hans kone blev det.
I alt dette bliver han væk fra sin søn, som er flygtet med resten af landsbyboerne. Men far og søns lange vej mod genforening er nedsænket i usandsynligheder og patriotiske klicheer: En mand vil ikke forlade sin vinkælder i landsbyen, kvinderne er følsomme, men stærke, og mændene er redelige, går med alpehue og ryger (sikkert Gauloises).
Dertil kommer flere lykkelige, men aldeles utroværdige sammentræf, der ikke skal røbes her. Og talrige nærbilleder af – ja, den er god nok - en sød gås.
Der kunne være kommet en stærk film ud af »Dengang i maj«. Hvis bare den blev løftet op af feel good-flødesovsen.
Dengang i maj. Instruktør: Christian Carion. Medvirkende: August Diehl, Mathilde Seigner. Premiere i hele landet.
