Trættende tornadoer

Der er skruet maksimalt op for både vindstyrke, effekter og lydspor i amerikanske Steven Quales hæsblæsende katastrofefilm »Into the Storm«, der i nærmest udmattende grad benytter sig af karakterernes rystede videooptagelser til at skabe en illusion af at være midt i stormen. Stormjægeren Pete går gang på gang glip af de største storme. Indtil hans medarbejdere opdager en usædvanligt kraftig stormfront, der har kurs direkte mod lillebyen Silverton, der intetanende er ved at gøre klar til årets dimissionsfest.

Den enes drøm er ved at blive til alle andres mareridt. Der er mildest talt ikke gjort meget ud af hverken karakterer eller manuskript i »Into the Storm«, der hægter sig i slipstrømmen af lignende tornado-katastrofefilm som Jan de Bonts »Twister« fra 1996. Den relativt korte spilletid på 89 minutter bliver udelukkende brugt på at servere den ene altødelæggende kæmpe-skypumpe efter den anden – en enkelt endda med ild i! Men uden andet end blæsten at hæfte interessen på bliver selv en kort film trættende i længden.

Hvad: »Into the Storm«.

Hvem: Instruktør: Steven Quale. Medvirkende: Richard Armitage, Matt Walsh.

Hvor: Premiere over hele landet.