Vores fortid, vores identitet, vores virkelighed - alt hvad vi normalt regner for at være fast og bestandigt, opløser sig ved nærmere eftersyn og spreder sig som kviksølvsdråber. Sådan oplevede science fiction-forfatteren Philip K. Dick tilværelsen, og han udsatte i bog efter bog fænomener som virkelighed og identitet for undergravende virksomhed indtil sin død i 1982.
Mange af hans paranoide romaner og noveller er blevet filmatiseret, fordi de i deres nærmest besatte og sitrende dekonstruktion af virkeligheden spejler den stadigt mere flygtige nutid. I dag ved vi godt, at der ikke behøver at være overensstemmelse melllem den, man er på nettet, og den, man er i virkeligheden. Philip K. Dick fornemmede dette flydende aspekt ved den teknologiske og kemiske fremtid før alle andre og tog tanken endnu videre, da det i hans bøger ofte er umuligt at afgøre, hvad der findes, og hvad der er sandt. Alle virkeligheder og identiteter er lige usande hos den pessimistiske forfatter.
Philip K. Dicks romaner har dannet forlæg for såvel visionære film som Ridley Scotts »Blade Runner« (1982) som mere gennemsnitlige action-futuramaer som John Woos »Paycheck« (2003) og små perler som John Alan Simons »Radio Free Albemuth« - den nylige lavbudgetindspilning af forfatterens uhyggeligt selvbiografiske beskrivelse af skizofreni. På filmfronten er der meget at glæde sig over, og der er fortsat mange ubrugte Philip K. Dick-noveller og romaner at tage fat på for fremtidige instruktører.
Få ydre ændringer
Derfor føles det også særligt unødvendigt, at Len Wiseman med sin premiereaktuelle »Total Recall« lader Hollywoods uendelige remake-bølge skylle ind over Philip K. Dicks univers. Kalkulen er kedsommeligt beregnende: Wisemans film er nemlig en genindspilning af Paul Verhoevens blodige og brogede energibundt af en film, der grovhittede i 1990 med Arnold Schwarzenegger i storform i hovedrollen som Douglas Quaid - manden med de multiple fortider.
Selv om Wiseman har hævdet, at han har lavet historien om, viser de største ydre ændringer i forhold til Verhoevens Schwarzenegger-film sig hurtigt at være af mindre betydning. Hvor Paul Verhoevens film henlægger halvdelen af handlingen på Mars, foregår Wisemans film udelukkende på Jorden, hvis overflade nu er ubeboelig efter en årelang kemisk krig. Kun Australien og Storbritannien har overlevet som underjordiske byer, der holdes i et jerngreb af den magtfulde diktator Cohaagen (spillet af Bryan Cranston). Douglas Quaid (spillet af Colin Farrell) er en af Australiens undertrykte fabriksarbejdere, der hver dag pendler til Storbritannien via en undergrundsbane, der løber tværs gennem Jordens kerne.
Quaid keder sig med sin monotone tilværelse på en samlebåndsfabrik, der producerer politirobotter, og fristes til at få implanteret falske erindringer om et spændende, risikofyldt liv som hemmelig agent. Den slags kan man nemlig få hos den lyssky baggårdsvirksomhed Rekall, der frister med de fantastiske falske oplevelser, man kan forgylde sin hukommelse med.
Rekall-operationen mislykkes imidlertid, da det viser sig, at Quaid rent faktisk er hemmelig agent på flugt fra den despotiske præsident Cohaagens robotpoliti, der braser ind ad Rekalls porte. Quaid henter sine tidligere agentevner frem fra hukommelsen og undslipper robotterne, men da han søger tilflugt hos sin ægtefælle gennem syv år (spillet af Kate Beckinsale), forsøger hun ligeledes at slå ham ihjel, samtidigt med at hun afslører, at de kun har kendt hinanden i seks uger. Hele deres ægteskab er nemlig en falsk erindring, som er blevet indkodet i Quaids hjerne. Men hvem har gjort det og med hvilket formål?
Grov forenkling
Der er sjove detaljer fra fremtiden, såsom dollarsedler med den fortidige præsident Obama på, neontatoveringer, mobiltelefoner, der er indopererede i håndfladen, samt robotpolitiets videogranat, der sender hundreder af minikameraer ud, som sammensætter et 3D-billede af den flygtende Quaid.
De detaljer vil glæde hardcore science fiction-fans, der til gengæld vil krumme tæer over de åbenlyse urimeligheder, såsom at de avancerede politirobotter bliver lavet på samlebånd, der betjenes af mennesker og ikke af andre robotter. Forureningen kan fremtiden tilsyneladende ikke gøre noget ved, til gengæld har mennesket formået at bore en tunnel tværs gennem Jordens glødende plasmakerne - en vidtløftighed i strid med talrige fysiske love, hvilket bringer filmen ned på samme logiske niveau som andenrangs-science-fiction-film a la Jon Amiels »The Core«.
Wiseman forenkler groft Philip K. Dicks oprindelige historie »Vi husker det for Dem en gros«, hvor en mands verden konstant vendes på hovedet, efterhånden som lag efter lag af falske erindringer skrælles af hans hjerne. Dette var også tilfældet i Verhoevens film, men hos Wiseman reduceres historien til en banal menneskejagt, hvor Colin Farrell ikke bliver brugt til meget andet end at brække arme på sine modstandere og springe ud ad vinduer.
Filmens klaustrofobiske fremtidsbyer er for så vidt flot tegnet op i digitale effekter, men de savner den fornemmelse af fysisk sted, som Verhoeven fik frem ved hjælp af modeller og kulisser i sin præ-digitale »Total Recall«.
Faktisk fungerer Wisemans film bedst, når den tydeligt refererer og hylder forgængeren, som når den gentager en kendt scene fra originalen med en muteret prostitueret med tre bryster eller lader karakterer fra Verhoeven-filmen passere forbi i baggrunden. Værre er det, at Verhoevens diabolske humor er helt fordampet fra Wisemans »Total Recall«, der i stedet lægger et rugende mørke over handlingen, der gør filmen et anstrengende bekendtskab.
Kunne man på en eller anden måde slette den oprindelige version fra erindringen, ville Wisemans »Total Recall« genere mindre, end den gør nu, hvor den først og fremmest står som et uskønt monument over den manglende evne til tage chancer, som krisen har skabt i Hollywood.
