Topkarakter til Mike Leighs film om Englands nationalmaler

»Mr. Turner« er en malstrøm af skønhed og sublim skuespilkunst fra instruktør Mike Leighs hånd.

Timothy Spall vækker Englands nationalmaler Joseph Mallord William Turner til live i Mike Leighs »Mr. Turner«. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Meget få filminstruktører kan som Mike Leigh forvandle sine karakterer til personer, der står så lyslevende på lærredet, at man griber sig i at ville række ud efter dem og trøste dem, når de tynges af livets smerte.

Og der er vitterligt megen smerte i Leighs film, så den impuls får man tit. Til gengæld bliver man i samme moment så opløftet af den rå menneskelighed, han stiller til skue, at man til slut føler, at man har været på en udmattende, sjælelig rejse.

Leighs evne er så meget mere bemærkelsesværdig, når den demonstreres i instruktørens film om Englands nationalmaler Joseph Mallord William Turner (1775-1851). Selv om vi i »Mr. Turner« befinder os i midten af 1800-tallet, skildres maleren og hans kreds af familiemedlemmer, elskerinder, tyende, fjender og beundrere, som var de mennesker, der sad i ens stue.

Og det uden et eneste af de knæfald for det nutidige blik og moderne tankegang som andre historiske film hyppigt er fulde af.

Om det så er det knirkende, men farverige, dickensianske sprog, som replikkerne er forfattet i, fornemmes dialogen, som var den optaget med en magisk båndoptager på et gadehjørne i det victorianske London.

Ikke desto mindre udtrykker Turner selv, formidabelt gestaltet af Leighs faste karakterskuespiller Timothy Spall, sig mest i serier af grynt og harkende host, mens han svedende og skelende betragter sin verden med en blanding af foragt og medynk.

Han er grim som en tudse, men der er lagt meget kærlighed i Spalls præstation, og kærligheden formidles videre til publikum, der fyldes med samme ømhed for verdens uendelige aspekter, som Turners billeder synes at rumme.

Det vil måske pine nutidens feminister at se kvinderne i Turners verden fremstillet som tjenende ånder, men Leigh er kompromisløs, når det drejer sig om at vise datiden, som den var.

Selv små biroller løftes mesterligt

Det betyder på ingen måde, at kvinderne skildres overfladisk, for selv små biroller bliver i Leighs hænder til mesterlige miniportrætter, til overflod fulde af menneskelige detaljer som øjet og tanken ikke kan blive mæt af: En tjenestepiges omsorg for sin herre i måden hun tager frakken af ham, når han kommer ind fra Londons smogfyldte råkulde, og i hendes blik ser vi den umulige kærlighed til ham, som hun gemmer i sit hjerte.

Et helt hav af lidelser bliver vakt til live af en gammel krumbøjet knarks fire sætningers beretning om sin fortid som matros på et slaveskib. Matrosens anekdote indvarsler tilblivelsen af malerens berømte værk »Slaveskibet«, et af flere steder i filmen hvor Leigh har ladet sig inspirere direkte af Turners visionære kunst.

Det samme gælder en række åndeløst smukke tableauer i filmen, fra hollandske vindmøller til en damper på Themsen, som Leigh og fotografen Dick Pope omhyggeligt har genskabt med alle kunstartens midler.

Det er dog Leighs vedholdende optagethed af sine karakterer, der tryllebinder os til dem trods alle deres ydre skavanker og menneskelige svagheder. Og fra at man først sidder betaget af det rent skuespilmæssige, løftes man over i Leighs egentlige ærinde:

At få tilskueren til at anerkende, at man med kunst kan finde en uendelig skønhed under det grimme. At skønheden ikke forlanger andet end en umættelig vilje til at se, ganske som Turner blev ved og ved med at granske, se og male, indtil hans syn nåede ud over formerne og ind i det guddommelige lys.

Hvad: »Mr. Turner«. Hvem: Instruktør: Mike Leigh. Medvirkende: Timothy Spall. Hvor: Premiere i Grand, Dagmar og andre udvalgte biografer i landet.