I årene fra 2001 til 2003 fik vi tre nyskabende og teknisk overlegne film baseret på Tolkiens trilogi om »Ringenes Herre«. Det blev til næsten ti timers film i biografudgaven, og der var heldigvis masser af eventyrligt gods i de tre bøger, der tæller mere end 1.300 sider. Nu er Peter Jackson i gang med at lave tre nye film baseret på »Hobbitten«. Det vil ende med otte timers film baseret på en bog på kun knap 300 sider og et appendiks til »Ringenes Herre«.
Kort fortalt så skal materialet i »Hobbitten« altså trækkes næsten fire gange mere i ørerne for at række til en filmtrilogi i forhold til »Ringenes Herre«. Det kan historien simpelthen ikke bære. Allerede i sidste års »Hobbitten – en uventet rejse« satte Jackson vores tålmodighed på prøve med Bilbo og dværgenes ture fra den ene dramatiske kampscene til den anden. Uden det var muligt at investere særligt mange følelser i Bilbo og vennernes rejse.
Raffineret filmfabrik
Omvendt, så har Jackson gennem de seneste ti år fået raffineret sin filmfabrik på New Zealand, så han kan filme i sin egen baghave og alligevel levere en film, der teknisk set ikke overgås af noget andet. Især tre mareridt i Dunkelskoven bliver til eventyrligt filmtrylleri. Bilbo (Martin Freeman) kommer i lag med en flok meget store edderkopper og vikles ind i deres stærke spind. Bilbo og dværgene må også tage turen ned ad en vild flod i tomme tønder, der mere end buldrer. Turen ser noget vildere ud end River Rafting i Fårup Sommerland, skulle vi hilse og sige.
»Hobbitten – Dragen Smaugs ødemark« hedder toeren, og som undertitlen antyder, er filmens clou mødet med dragen Smaug, som Benedict Cumberbatch lægger stemme til. At se Bilbo forsøge at gøre sig usynlig og liste sig gennem skatkammeret for at hente en vigtig lysende sten er ret kosteligt. Dragen begynder langsomt at røre på sig under alle guldmønterne, der klirrer og rasler stadig mere. Her går Peter Jacksons filmkunst og de mange hundreder af special effect-folks arbejde op i en højere enhed.
Mangel på humor
Problemet med filmen som helhed er blot, at nok er den fejende flot, men Tolkiens efterhånden tyndslidte univers tages alt for alvorligt. Enten hvisker hobbitterne deres replikker, eller også råber de dem. Der er ingen nuancer midt imellem, og stemningen på den ensformige rejse er meget alvorlig. Når man skal se på falske næser og uldhårsparykker og forsøge at leve sig ind i et fantasyunivers, hvorfor så ikke lave filmen bare en smule mere morsom og meget kortere end to timer og enogfyrre minutter? Hvorfor skal det for eksempel tage en hel time at jage dragen på flugt? Hvis kampen var overstået på en halv time, havde den virket endnu mere imponerende.
Træt og mekanisk
Jackson forstår ikke længere at begrænse sig, og hvad værre er, så bygger han også sine højdepunkter op på rundt regnet samme måde hver gang. Bilbo og dværgene ankommer til et nyt skummelt sted. Noget fremmed er farligt. Det fremmede kommer til syne og bliver meget farligt. Bilbo og dværgene klarer den med nød og næppe og iler helskindede af sted igen. Uanset de visuelle nuancer i universet bliver det efterhånden noget træt og mekanisk.
Når de to trilogier er helt afsluttet, har vi fået knap et døgns eventyr af overvejende høj kvalitet, hvis man ser på film og scener enkeltvis. Men det hober sig samtidig så meget op, at appetitten på flere brandtaler af dværge med løftede sværd og flere fæle væsener med okkulte to- eller trestavelsesnavne efterhånden er blevet til både hår og skæg i suppen. Men kan man nøjes med billedblær af højeste karat, vil man sikkert vurdere »Hobbitten – Dragen Smaugs ødemark« noget højere.
Hvad: »Hobbitten – Dragen Smaugs ødemark«. Hvem: Instruktør: Peter Jackson. Medvirkende: Martin Freeman, Ian McKellen, Richard Armitage, Orlando Bloom. Hvor: Premiere over hele landet.
