To umage verdener

En blanding af westernfilm og science-fiction er ikke lige det, man går rundt og efterspørger. Heller ikke efter »Cowboys & Aliens«.

Jake Lonergan vågner op midt i ørkenen under en brændende sol. Han aner ikke, hvad der har ramt ham andet end hukommelsestab. Lonergan, der spilles af Daniel Craig, undrer sig over, at han har et metalarmbånd omkring venstre håndled. Han tager til den nærmeste by for at få det af og står pludselig midt i et speget spil som den mystiske fremmede.

I første del af »Cowboys & Aliens« handler det nemlig mest om cowboys med alle de kendte ingredienser. Den mystiske fremmede, der, selv om han er en forbryder, formentlig kan løse problemerne. Så er der den onde kvægbaron, hvor man originalt nok har castet Harrison Ford, der ellers plejer at spille helt. Det er med en hilsen til gamle retlinede Henry Fonda, der for første gang i en lang karriere blev sat til at spille skurk i Sergio Leones »Once Upon a Time in the West«. Den klemte saloon-ejer, den faderløse dreng og en flok indianere får vi også og de introduceres dejligt langsomt med fine miljøbeskrivelser.

Men så skal jeg lige love for, at der lander en flyvende tallerken. Venner og fjender indser nødvendigheden af at slå sig sammen mod en frygtindgydende fjende fra det ydre rum, der stjæler mennesker med op i deres flyvende maskiner. Alle mangler pludselig den, som de holder af, så fra nu af bliver det krig på Colt-pistoler mod kæmpekløer og ild. Væsnerne fra det ydre rum går efter guldet - helt bogstaveligt talt - og de skåner ingen. Hvis ikke menneskerne slår igen risikerer de, at hele planeten bliver udryddet næste gang.

Instruktøren Jon Favreau har vist sin forstand på genrefilm med »Iron Man« og producer Steven Spielberg kender også sin metier. Sidstnævnte er citeret for at sige, at han faldt for blandingen af cowboys og aliens og slet ikke kunne komme sig over, at ingen havde fået den idé noget før. Efter at have set filmen er et bud på, at den ikke er lavet før, at det er ufatteligt svært at blande filmgenrer. To genrer giver to sæt problemer og dermed dobbelt så mange løse ender. Javel, der er enkelte farverige optrin undervejs og de to universer virker godt gennemtænkt hver især. Det er bare monotont og i øvrigt helt igennem uæstetisk, at se de store monstre fræse gennem ørkenen og stikke mennesker ned med deres store klosakse. Eller sagt på en anden måde: Bilen ser flot ud, men der er noget galt med motoren.

Det er let at frygte de grådige aliens, men det er ret svært at føle for det sammenbragte hold af umage kombattanter og det gør de afsluttende kampe lange og kedelige. Der er nemlig heller ingen humor i filmen. Og så må Hollywood altså snart til at genopfinde deres monsterdesign. Hver gang der kommer en ny film med et stort stærkt uhyre fra det ydre rum, ligner monsteret »Alien« fra filmen af samme navn tilsat en knivspids »Predator«, og det er uanset, om vi befinder os i »Super 8« eller »Cowboys & Aliens«.

Efter filmen sidder man en stille stund og føler, at filmfolkene er ligesom rumvæsenerne. På jagt efter guldet i vores lommer. Uden for alvor at give os tilsvarende underholdning i bytte. Den rummer de to verdener i filmen ellers gode muligheder for. Hver især.