Tilværelsens ulidelige tyngde

Boe og Bro får meget ud af den velkendte utroskabsformel i »Beast«, der nærmest flår indvoldene ud af sine hovedpersoner.

Plotmæssigt er vi ikke ligefrem i ukendt farvand for dansk film i Christoffer Boes »Beast«. Nicolas Bro og Marijana Jankovic spiller Bruno og Maxine, der er i de sidste runder af deres nedslidte ægteskab. Hun har en affære med parrets ven, Valdemar (Nikolaj Lie Kaas), hvilket fører til Brunos deroute i jalousi og psykose.

Så vidt så godt og genkendeligt, men i denne formel kaster Christoffer Boe både kropsligt mavekrampende horror, psykologisk detaljestyring og et bundfrossent bylandskab, der spejler karakterernes iskolde krigsførelse mod hinanden. Det er kort sagt, uhyggeligt flot.

Som tidligere set i Boes film, er den store Nicolas Bro den bærende kraft i »Beast«, og selv om også Jankovic og Lie Kaas er fuldt ud leveringsdygtige, vil rollen som Bruno yderligere fastmejsle Bro som sin generations mest besættende (og besatte?) skuespiller.

Det er ikke umuligt at se Bruno som en inkarnation af tidens selviscenesættende zeitgeist, der føler uvilje ved det hverdagslige og fordrer følelsesmæssig tyngde og erotisk dramatik.

Bruno elsker sin Maxine, men mere end hende, elsker han sig selv i rollen som elsker.

»Du er din egen store fetichisme,« siger Maxine til Bruno, der vælter teatralsk stønnende rundt i sin weltschmerz, mens hun tydeligvis har sat sin kærlighed til ham på køl.

Snart fornemmer man dog en mere nøgen desperation under Brunos deklamerende facon, en ødelæggende lede ved sig selv og sin verden. Det synes næsten som om, at det er ren destruktionslyst, der får ham til anonymt at arrangere et stævnemøde mellem Maxine og parrets ven, den jordbundne og let kujonerede Valdemar. Da mødet afslører et allerede eksisterende forhold mellem Maxine og Valdemar, rives Bruno i stykker af dyrisk jalousi.

I en række bergmanske, sadomasochistiske dialoger piner han sig selv, sin kone og sin ven ved at spille uvidende - men alt andet end uskyldig. Hurtigt optrappes vanviddet, så trekløveret vakler ved afgrunden.

Christoffer Boe og kamerafører Sophia Olsson dissekerer karaktererne i vedholdende nærbilleder, så at man som publikum til sidst selv føler sig udstillet som voyeur. Ikke mindst da Boe lader en ren horrorfilmsidé udvikle sig sideløbende med den psykologiske handling, og til sidst væver dem sammen i en cinematisk tour de force. Dette er højeffektiv, men modig filmkunst, der åbner sig for fortolkninger, ikke uligt Lars von Triers blodige kammerspil »Antichrist«, men uden denne films tendens til sensationalisme.

Konference: Vejen til New Business