Det er omkring ti år siden, at familiefaren Bill blev afsløret i at bedøve og voldtage drenge fra sønnens klasse, når de var på besøg i parcellen i New Jersey.
»Life During Wartime« er en opfølger til Todd Solondz' uforglemmelige »Happiness« om den pædofile forstadsfar og hans samspilsramte familie, men kan sagtens ses uafhængigt. Hovedsagen er, at moren Trish (Alison Janney) er draget i eksil i Florida, et eksil, der også fungerer mentalt, eftersom hun har fortrængt minderne om sin eksmand og fortalt deres børn, at han er død. Den ældste, Billy, går nu på universitetet. Den yngre søn Timmy står foran sin bar mitzvah, da hans far løslades fra fængslet og prøver at opsøge sine børn. Det kommer på tværs af Trish' planer om at stifte en ny familie med en ny mand.
Så, til trods for titlens umiddelbart misvisende titel »Life During Wartime«, handler filmen ikke om krig, og så alligevel. For Solonz' familiemelodrama, der fortjent vandt prisen for bedste manuskript på filmfestivalen i Venedig sidste år, anlægger utvetydigt en stemning af illusionsløshed og angst, der i filmskaberens optik hersker i USA efter 11. september.
Ikke traditionelle tabere
Temaet er tilgivelse og tolerance, men når debattøren er Todd Solonz, gives der langtfra lette løsninger. Tværtimod er den amerikanske auteurs kendetegn de forkvaklede, forpinte karakterer, de er ikke tabere i traditionel forstand, for i Solonz univers findes der ingen deciderede vindere, kun ofre for (eget) hykleri. Det er ubehageligt at se på deres hændervridende karakterer, der tøvende tør drømme om lykke, men hverken har greb om eller begreb om livet.
Når man alligevel fængsles af den misantropiske historie, skyldes det skuespillernes fuldstændig hudløse inkarneringer af filmens freaks og den alvorsfulde, patosfyldte, melodramatiske stilistik, så som dvælende nærbilleder og medfølende underlægningsmusik, der fortæller os, at vi bør interessere os for disse mennesker på trods.
Den navlepillende og neurotiske dreng Timmy (Dylan Snyder) er den centrale figur, og det er også ham, der laver koblingen mellem sin dysfunktionelle familie og nationens tilstand. Og som det sandhedsvidne han også er, via sin barnlige uskyld, efterlader han os med et spinkelt håb, da han siger:
»I don't care about freedom and democracy. I just want my father!«
Kan man tilgive pædofili? Det har Solonz' i og for sig ikke nogen mening om, for det kan man ikke have, synes han at mene. Tilgivelse må være en følelse.
