Der er den åbenlyse skønhed, der træder ind i blikket med det samme. Og så er der den slags skønhed, der kræver tilvænning og som ikke alle kan se. Den britiske skuespiller, og nu også producer, Tilda Swinton, hører ind under sidstnævnte kategori. For med sin høje, kantede skikkelse, det blege, lyse ansigt og røde hår har hun et udseende, filmverdenen kun langsomt har fået øjnene op for. Men fra de smalle kunstfilm dukker hun i dag op i flere og flere amerikanske mainstreamfilm, ofte som det aparte indslag, som »Michael Clayton« og »Benjamin Button«.
Nu kan hun også ses i den italienske film, »I Am Love«, som hun selv er en af drivkræfterne bag. I flere år har hun sammen med instruktør Luca Guadagnino, som hun også lavede »Tilda Swinton: The Love Factory« med, arbejdet på at fortælle denne historie om den italienske velhaverfamilie Recchi. Et portræt, der vil række ud over familien og samtidig være et tidsbillede af et stykke Italien, der i filmen øjensynligt er på vej til at smuldre.
Til fødselsdagsmiddag
Recchi-familien har levet godt og fornemt af tekstiler, og da vi møder dem til bedstefarens fødselsdagsmiddag, er det tilsyneladende en stærk og velfungerende familie. Udover patriarken, der står med et halvt ben i graven og hans kone, er der sønnen Tancredi, der er gift med russiske Emma (Tilda Swinton) og deres to sønner og datter. Sønnen Eduardo bliver sammen med sin far udråbt til arving til familieforetagendet, men han drømmer i virkeligheden om at åbne en restaurant med sin ven, kokken Antonio. Og det er, da Emma får øjnene op for Antonio og sammen med ham udlever et passioneret kærlighedsforhold, hun må vælge mellem det trygge guldbur hun befinder sig i eller om hun vil vælge lidenskaben med alle dens sociale konsekvenser for hende.
Emma-portrættet er interessant i sig selv og kunne sagtens have fyldt hele historien, men desværre væver filmen rundt og kan ikke rigtig finde fokus. Dertil kommer mængden af ren billedmontage af bl.a. et snedækket Milano og åh så skønne naturoptagelser, der vel fylder en hel tredjedel. Mindre kunne have gjort det, for selv om hensigten er at give et kunstnerisk islæt, bliver resultatet i stedet et prætentiøst skær, der virker trættende. Men kan man holde det ud, får man en ubetinget hyldest til Tilda Swintons statueske skønhed og til at følge passionen.
