Tilbage til rødderne

I 1968 fødte George A. Romero ene mand en filmgenre med den skræmmende sort/hvide »Night of the Living Dead«.

The Walking Dead, første sæson. Fold sammen
Læs mere

For næsten ingen penge gav han os en bloddryppende gyserfilm om en postapokalyptisk verden, hvor stavrende zombier på jagt efter menneskekød var ved at overtage herredømmet. Siden er der kommet mange ligegyldige film i genren, fordi det er så let at skræmme folk med en zombie. Det har også en overgang været moderne at lade zombier løbe og endda flyve, men i »The Walking Dead« er vi tilbage ved Romeros rødder, selv om TV-serien er baseret på en tegneserie af Robert Kirkmand, der har kørt siden 2003.

Både tegneserien og filmatiseringen af den er muskuløs underholdning, hvor det er muligt at læse skarp samfundssatire ind under de oplagte lag af blodsplattende spænding. Hovedpersonen, Rick Grimes, er en landbetjent, der vågner op på et hospital. Han må indse, at livet fra nu af bliver en kamp for at overleve, for bliver man først bidt af en zombie, bliver man selv ligesom dem. Der er heldigvis andre lommer af overlevende, og derefter følger seks afsnits opfindsomme finter for at overleve, og i anden sæson, der begynder til oktober i USA, er der planlagt hele 13 afsnit. Uhmmm.