Terriere i trikot

»Bolsjoj Babylon« er dokumentarfilmen om det dramatiske syreangreb på Bolsjojs balletmester – og om det famøse fnidder mellem den berømte ballets chefer.

Det rystede balletverdenen, da det viste sig, at manden bag syreoverfaldet på Bolsjojs balletmester, Sergei Filin, var en af ballettens egne dansere. Det er stadig uklart, hvorfor Pavel Dmitrichenko, der her ses ved retssagen, bestilte overfaldet på sin chef. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Om aftenen 17. januar 2013: Sergei Filin er balletmester på Bolsjojteatret i Moskva og færdig med arbejdsdagen. Da han kommer hjem til sig selv, bliver han passet op af en ukendt person. Manden kaster syre mod Filins ansigt og giver ham tredjegradsforbrændinger.

Forbryderen bliver hurtigt fanget og tilstår sin udåd: Overfaldet, der koster Filin synet, var bestilt af Pavel Dmitrichenko, fortæller han. Sagens egentlige skurk var med andre ord en af Bolsjojs egne korpsdansere.

Pavel Dmitrichenko erkendte sin rolle som bagmand og afsoner i øjeblikket sin dom på knap seks års fængsel.

»Bolsjoj Babylon« er en halvanden time lang dokumentarfilm på HBO, som beretter detaljeret om den mærkværdige sag.

Interviews med hovedpersonerne blandes med indblik i ballettens verden. Alt sammen i jagten på et svar på det spørgsmål, alle stiller sig: hvorfor?

Gerningsmandens motiv kom aldrig rigtigt for en dag. Man var ikke bekendt med konkrete uoverensstemmelser mellem de to op til attentatet. Og nej, hverken offer eller forbryder havde så vidt vides homoerotiske præferencer.

Så hvorfor skulle en af husets egne ansatte smide syre i hovedet på sin chef og gøre ham handicappet for livet?

»En losseplads fuld af rotter«

Forbrydelsen blev en jordrystelse for Ruslands mange balletentusiaster. En af de mest ihærdige var en ældre herre med 32 års Bolsjoj-erfaring. Han havde set en klassiker som »Svanesøen« hele 600 gange.

»Vi har altid haft verdens bedste balletkompagni,« siger han med tårer i øjnene i filmen, »men nu ligner det en losseplads fuld af rotter!«

Mange af kompagniets ansatte hæftede sig også ved svælget mellem dansens ydre glans og arbejdets personlige omkostninger.

»Når folk går til ballet, vil de se skønhed og romantik,« siger en kvindelig danser. »Men det koger altså lige under overfladen.«

Kampe om solopartierne og de store roller er en hverdagsting i det berømte ballethus. Man hører rygter om kolleger, der klipper i hinandens sko - for at konkurrenterne skal snuble og fejle på scenen - eller som kommer nåle i hinandens trikoter.

Og det hele sætter sig i medarbejderne som lavt selvværd. En kvindelig solodanser på vej mod pension trækker på skuldrene og summerer sin karriere op:

»Ingen medarbejder på et teater er uundværlig. Og jeg siger det ikke for at virke ydmyg. Det passer bare.«

Da jagten på et motiv til Pavel Dmitrichenkos attentat på Sergei Filin intensiveres, anes en relativt simpel forklaring: Kompagniet har haft problemer på chefgangen.

»Bolsjoj Babylon« handler dybest set om ledere. Især om de udfordringer, ledere kan have indbyrdes.

Et tidligt TV-interview med Pavel Dmitrichenko viser rigtignok en ung mand med skyhøje ambitioner. Hvad ville du helst være, spørger journalisten?

»Første solodanser på Bolsjoj Balletten«, svarer Dmitrichenko.

Ja, okay, siger journalisten. Og hvis du ikke kan blive det?

»Kunstnerisk leder af Bolsjoj Balletten«, svarer Dmitrichenko alvorligt.

For langt til toppen

Men når der var lidt langt til toppen for hans vedkommende, havde det én bestemt grund:

Balletten var efter sigende korrumperet. Danserne skulle kende de rigtige – og måske endda sove med de rigtige. Gerningsmanden så kort og godt Sergei Filin som en kollega og chef, der ikke var sit hverv voksent.

Tilfældet var nær kommet ham i forkøbet. Bolsjoj fik rent faktisk ny direktør i samme periode. Anatoly Iksanov med det dårlige ry blev skiftet ud med den nuværende direktør, Vladimir Urin.

Dokumentarfilmens ubetingede højdepunkt er et turbulent medarbejdermøde, hvor Vladimir Urin oplyser to ting: Dels at han har fyret husets inkompetente musikchef med øjeblikkelig virkning. Og dels at samtlige medarbejdere nu kan gå til audition på samtlige roller.

Sergei Filin er kort før mødet vendt tibage fra det tyske hospital, hvor han var indlagt efter overfaldet, og stiller med solbriller for øjnene og store ar på kinderne. Umiddelbart en skikkelse, der kunne og burde vække medynk hos alle. Og som jo altså har sat teatrets navn på hele verdens læber.

Det går bare ikke sådan. Husets nye direktør kan ikke udstå berømtheden. Kamphanerne har slæbt et nag med fra deres tidligere arbejdsplads, Stanislawskij Teatret.

Og den dårlige kemi bliver til et flammende bål på det dramatiske medarbejdermøde. Danserne beder på et tidspunkt deres direktør om den gymnastiksal, de er blevet lovet. Sergej Filin med solbrillerne rejser sig straks og sætter flere ord på deres forespørgsel. Tilsyneladende i et forsøg på at høste medarbejdernes yndest. Vladimir Urin koger over og beder ham sætte sig. Nu!

Offeret selv viser sig faktisk forhadt af mindst det halve ballethus. Sergei Filin følte sig udsat for nid og onde rygter fra første dag på jobbet. Han har slet og ret fortrudt, at han nogensinde søgte den næsten umulige post som kunstnerisk leder.

Manden afviser alle rygter om ham til sidst: At han skal have neglet fra kassen. At han har forsøgt at forføre nogle af danser-inderne. At han i det hele taget har holdt nogen som helst uden for kompagniet.

»Jeg har for eksempel delt seng med min hustru i ti år,« siger han, »og hun er ikke engang blevet solodanser endnu.«

»Bolsjoj Babylon« kan i den forstand minde om Agatha Christies gamle »Mordet i Orientekspressen«. Sergei Filin blev måske nok blindet for livet af Pavel Dmitrichenko den aften i 2013, men alle har i en vis forstand været lige skyldige.