Teenagebekendelser med orkanstyrke

Ny dansk film om teenagepiger brænder den traditionelle måde at lave film på ned til grunden. Fremtiden vil vise, om eksperimenterne bærer frugt, men de er umiddelbart forfriskende.

I ”Team Hurricane”s centrale scene brænder otte teenagepiger hver deres favoritbamse fra barndommen. Scenen er et rammende billede på, hvordan det kan føles at blive voksen. Ikke kun bamser bliver brændt. Filmsproget fyrer også op i flammer og berettermodellen er smidt ud. Tilbage er ikke meget andet end håbet om nye gode film, og det er mere end det kan siges om de fleste andre nye danske film.

De otte karakterer Mia, Ida, Sara, Maja, Eja, Zara, Mathilde og Ira er skabt af debutinstruktør Annika Berg i samarbejde med skuespillerne. Historien er ikke kompliceret. Pigerne bekender sig til kameraet og hinanden om deres glæder og fortrædeligheder i en ungdomsklub hen over en sommer. ”Jeg kan kun finde ud af at være mig selv i forhold til andre” lyder en af bemærkningerne og hele tiden bevæger vi os mellem vilde varianter af overmod og absolutte nulpunkter rent følelsesmæssigt.

Pigerne ved jo endnu ikke i den alder, at de må leve med nervøsiteten og følelsen af ikke at være tilstrækkelig resten af livet, så dagligdagen er hård. Billedsproget er præget af en Instagram-agtig billedæstetik og det vi andre engang kaldte et snapshot, kalder man nu for Snapchat. Knald på farverne er der også og vi får en håndfuld sublime musikvideoagtige scener mellem bekendelserne. Annika Berg har fået lov til at lave sin film uden traditionelt manuskript, og det kan mærkes. Bære over med det er ikke svært, fordi man har tiltro til, at Berg også kan male med den vilde pensel, hvis hun får en historie med mere udvikling end her.

”Team Hurricane” er en orkan af en film og eksperimenteret på flere niveauer. Visuelt overrumpler filmen mest. Indholdsmæssigt er den noget mager, men reddes af det autentiske i pigernes stemmer. Og så er der det tredje eksperiment angående distributionen af filmen. I dag har filmen verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig og henholdsvis 11., 12., og 13. september vises den i CinemaxX i København, Aarhus og Odense. Og allerede dagen efter kan de unge se den online for kun 20 kr.

Holstebro, Vojens, Svendborg, Tappernøje og Maribo. Er I der?

Hvad: Barndom. Hvem: Instruktør: Annika Berg. Medvirkende: Eja Penelope Roepstorff, Ida Glitre, Ira Rønnefelt, Maja Leth Bang. Hvor: Verdenspremiere på filmfestivalen i Vendig i dag. Vises 11, 12 og 13.9 i CinemaxX i København, Aarhus og Odense og kan derefter ses online.