Teenage-frustrationer

Det er noget af en fysisk tour de force, den chilenskfødte artist Camila Sarrazin i koreografi af Kapser Ravnhøj præsterer alene på scenen i teatro Glimts nye 45 minutter lange forestilling »Two Faces«, der helt lever op til undertitlen »en crazy cocktail om at være teenager«.

Med et kæmpe stativ på scenen, hvor Sarrazin bl.a. folder sig ud i luftakrobatik i reb, viser hun i en blanding af ny cirkus, dans, teater, slam poetry, slides og slapstick, hvordan det er at være 17 år og mellem to stadier i livet. Her er gode idéer og sjove sekvenser, som bl.a. når Sarrazin æder chips, der skal skylles ned med cola i en flaske, hun ikke gider række ud efter, men alligevel sindrigt får bakset ind i munden. Og fin er idéen med ironisk at inkludere en analyse af, hvordan man skruer en forestilling sammen. Men selv om »Two Faces« handler om en kaotisk fase i livet, kammer den næsten over i sit høje gear, og savner lidt mere dramaturgisk stringens.

»Two Faces«. Teatro Glimt. Performer: Camila Sarrazin. Koreografi: Kasper Ravnhøj. Lys: Nuno Neto. Komponist: Maja Romm. Dansescenen, Lille Carl, Dansehallerne, Carlsberg. Sidste dag 10. april.