Jeg så engang en sort-hvid Tarzan-film sammen med min morfar. Han fortalte mig, at fyren, som iført et lille lændeklæde svingende sig i lianen, var endt på en sindssygeanstalt, hvor han sad i opholdsstuen og gentog sit halvt jodlende, halvt klagende Tarzan-skrig: »Åååhiåiåiåiååh!«
Om Johnny Weissmuller virkelig endte sådan, ved jeg ikke, men Tarzan er under alle omstændigheder en figur, der fascinerer og ægger fantasien. Ikke bare i den 24 bind store bogserie, som Edgar Rice Burroughs skrev mellem 1912 og 1950, men også i de talrige filmatiseringer, hvor den tidligere elitesvømmer Weissmuller altså medvirkede i hele 19.
I dag er Tarzan – præcis som Merian C. Coopers »King Kong« fra 1933 – en del af den moderne mytologi, hvor historierne er blevet større end forfatterne og rækker langt ud over sig selv. At kende til King Kong og Tarzan er med andre ord frugtbart for forståelse af nyere kunst og kultur – og ikke mindst populærkultur.
Et træk ved disse moderne mytologier er, at de hele tiden nyfortolkes; således også Tarzan, der nu genfortælles i »The Legend of Tarzan«, godt hjulpet på vej af den nyeste computerteknologi, der ironisk nok bruges til at skabe organiske scenarier: træer, dis, aber, fugle, krokodiller, løver, myrer.
Alt dette toner frem i historien om John Clayton III, der omkring år 1900 har forladt livet i junglen og nu er handelsattaché i London. Da han inviteres tilbage til Congo, hvor han voksede op blandt dyr og blev »abernes konge«, er han ikke klar over, at han er en brik i et dystert spil: Leon Rom, der arbejder for den uhørt brutale belgiske kong Leopold, har aftalt med en stammeleder, hvis søn Tarzan engang dræbte, at hvis stammen får Tarzan, så får belgierne adgang til de store forekomster af ædelstene, der kan redde Leopolds konkurstruede økonomi.
Tarzan rejser ikke derned for at mødes med Leon Rom, men for at gense sine dyre- og menneskevenner. Men Roms succes og Belgiens økonomi afhænger af, at han bliver fanget, og jagten på Tarzan, som John Clayton III forvandler sig til, så snart han er i junglen, er den dramatiske nerve i en film, der fungerer på sine egne eventyrlige præmisser, og hvor alt er større og vildere end i tidligere Tarzan-film.
Tarzan i panser
Præcis som den newzealanske instruktør Peter Jackson skruede op for effekterne i sin »King Kong« fra 2005, har David Yates i »The Legend of Tarzan« givet det hele ikke bare én tand til, men flere tænder. Måske bedst illustreret med de næsten King Kong-store aber, der brøler som hundrede løver.
Men filmen er, ud over at være kulørt og stærkt underholdende, en spejling af vor tids idealer, og det står klart i sammenligning med de sort-hvide Weissmuller-film og med den kunstnerisk set bedste Tarzan-fortolkning, nemlig Christopher Lambert i Hugh Hudsons »Greystoke« fra 1984.
Tag bare deres fysik: Weissmullers slanke, men ganske utrænede krop, Lamberts atletiske ditto og nu Alexander Skarsgård med fitness-alderens ekstremt skaptskårne korpus, hvor overarme, brystkasse og mavemuskler er som et panser.
Jane er heller ikke, hvad hun har været. Fra i de tidlige film at være en kvinde, Tarzan dominerer med sin fysik, bliver hun i »Greystoke« en art følsomhedens og den gode menneskeligheds spejl, som holdes op for det dyr, Tarzan er blevet i junglen. I »The Legend of Tarzan« har Jane mindst lige så meget at skulle have sagt, måske endda mere, end Tarzan. Han nægter hende at tage tilbage til det farlige, men elskede Congo, men det vil hun – og det kommer hun.
Uforlignelige Waltz
Afrikanerne har også undergået en nuancering frem mod »The Legend of Tarzan«, hvor de ikke bare er vilde stereotyper i den hvide mands skrækfyldte fantasi, og med en adfærd der mest af alt minder om avancerede gorillaer, men kan både være gode og hadefulde. Nogle gange begge dele på én gang. Sådan som mennesker nu engang er.
På den måde er »The Legend of Tarzan« – lykkeligvis – et udtryk for sin tid, uden af den grund at tabe eventyrligheden. Og Margot Robbie, der spiller Jane, er så rasende smuk og karismatisk, at det virker sandsynligt, at Tarzan vil ofre alt for hende.
Skarsgård spiller ham, altså Tarzan, med en til tider lidt ujævn blanding af blød mand og machomand, mens hovedskurken gestaltes af filmens med afstand bedste skuespiller, den altid uforlignelige Christoph Waltz, der tilsyneladende har fået at vide, at han bare skal spille som i Quentin Tarantinos »Inglourious Basterds«: en fusion af slebent kulturmenneske og massemorder på fri fod og på den måde fuld af mindelser om nazisten Hermann Göring.
Waltz er, trods karikaturen af sin gamle glansrolle, forrygende i en film, der trods sine tidstypiske træk stadig handler om det samme som mange andre Tarzan-film: civilisation versus natur, rovdrift versus bæredygtighed, grådighed versus beskedenhed, dyr versus mennesker, godt versus ondt.
Det lyder alvorligt. Det er det faktisk også; et sted under al ramasjangen, jungletrommerne og Tarzans skrig, der er blevet mørkere og mere maskulint end det, Johnny Weismüller udstødte i de gamle film. Og måske også på plejehjemmet.
Hvad: The Legend of Tarzan. Hvem: Instruktør: David Yates. Medvirkende: Alexander Skarsgård, Margot Robbie. Hvor: Premiere i biografer over hele landet.
