Tarok-film er bedst, når hesten løber

Der er masser af sol og kornmarker i »Tarok«, men knap så mange vilde grøftekanter og hestepærer. Filmen fungerer bedst, når hesten løber, men mindre godt når menneskene taler.

Danmarks mest berømte travhest Tarok sammen med ejeren Karl Laursen, 1977. Filmen om den får tre stjerner fra Berlingskes anmelder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bent TIlsted

Landets til alle tider fineste travhest Tarok vækker genklang i en eller anden grad hos alle danskere over 40 år. Hesten startede i 165 løb, vandt mere end to ud af tre af dem og tjente 2,8 mio. kroner til ejermanden Karl Laursen og Stald Kima i Skive. Genkendeligheden over for succeshistorien er i top, men det er alligevel ikke nogen let opgave producent Regnar Grasten og instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis har stillet sig selv. Den løses da også kun nogenlunde rimeligt i en film, der varer to timer og et kvarter.

For at fortælle travhestens succeshistorie på film, har man trukket konflikterne udenfor banen hårdt op. Den gamle knark Karl Laursen er meget langsom til at give sin søn Jørgen kredit for at vinde alle løbene med Tarok, og samtidig kæmper Laursen en kamp for at gennemføre sin drøm, som han lovede sin afdøde storebror, da de blandede blod som børn. Med disse to enkle motorer som bruges igen og igen bliver scenerne udenfor travbanen aldrig for alvor dramatisk interessante. Replikkerne i nøglescenerne er skrevet til at opsummere, hvad der senere skal ske, og skuespillerne kæmper med at gøre de stolte og fåmælte jyder levende.

Det er rart at se en film foregå i Jylland, men samlet set bliver det meste af filmen for spejderromantisk og »Lille Per«-kæk i fortællingen med for mange alvorlige miner a la konflikterne i »Matador«s Korsbæk i selve scenerne. Et internationalt soundtrack med musik af Cat Stevens, Creedence Clearwater Revival og Fleetwood Mac kan ikke redde den del af filmen.

Medrivende travløb

Langt bedre går det, når Tarok (der vel må siges at være hovedpersonen) løber væddeløb. Både Derbysejren og finalen i Grand Prix D’Ameriques i Paris er genskabt, og det er ganske fermt afviklet. Selv om vi får lige lovlig mange pædagogiske nærbilleder af Jørgen Laursen, der hepper på sin hest, er travløbene simpelthen medrivende. Også fordi arkivbilleder fra Danmarks Radio fra tiden mellem 1975 og 1980 er blandet godt sammen med de nye optagelser, og fordi de er brugt med en vis underspillet humor.

At der er økonomisk krise i 1970erne, hvor det vigtige i filmen begynder, forsøges antydningsvis koblet sammen med nutidens krise, men det virker søgt. Langt mere interessant er temaet med amatørerne kontra de professionelle i travverdenen. Familien Laursen var rene amatører, og deres historie er historien om al dansk topidræt i 1970erne om igen. Det var dengang, vi var tilfredse med ærefulde nederlag og fjerdepladser, når de allerbedste en sjælden gang skulle konkurrere med verdenseliten. Dét tema forsømmes desværre en smule i filmen.

Man kan godt mærke på tonen i pressemeddelelsen fra »Regnar Grasten Industries«, at producenten sætter meget på spil med »Tarok«. Filmen har kostet 26 mio. kroner, og det er dyrere end gennemsnittet herhjemme. Om det så går som med »Hvidsten Gruppen« for to år siden, der blev set af hele 765.000 danskere, eller som med en anden stor satsning »Familien Gregersen« fra 2004, der kun blev set af 171.000, er et åbent spørgsmål. Oddsene i min totalisatorbod efter turen med »Tarok« går mere i retning af det sidste, hvis man ser på kvaliteten, men publikums veje til biograferne er jo af og til uforudsigelige.

Hvad: »Tarok«.

Hvem: Instruktør: Anne-Grethe Bjarup Riis. Medvirkende: Bjarne Henriksen, Kirsten Lehfeldt, Henrik Vestergaard, Iben Dorner, Claus Riis Østergaard, Thomas Ernst.

Hvor: Premiere over hele landet.