Historien om rapperen Kidd er forunderlig, men den rummer også advarsler og løftede pegefingre.

Dokumentarfilmen »Kidd Life« følger Kidds optur og ikke mindre bratte nedtur. Historien begynder, hvor Kidd (Nicholas Westwood) sammen med blandt andet TopGunn skriver superhittet »Kysset med Jamel« i foråret 2011. Det går som en leg for drengene i begyndelsen af 20erne. Den alder hvor det føles, som om man kan skrive et hit hvert tiende minut, og på YouTube kommer sangen til at leve sit helt eget vilde liv.

Fra at vende hver en femøre går Nørrebro-slænget til at få udbetalt flere tusinde kroner i rede penge på provinsdiskoteker for at synge hittet og et par andre sange. Det er alkohol i overhalingsbanen, stiv pik og håret tilbage. Og hårde stoffer en gang imellem antyder instruktøren. Kidd og hans venner gør, som de fleste andre i hans alder ville gøre og nyder succesen.

Midt i succesen og det herlige men også hårde liv kommer tømmermændene. Kidd erklærer hos Clemens i primetime-TV, at han bare har lavet alle de her sange for at tage pis på musikindustrien, og derfor gider han ikke være Kidd længere. Han vil være noget andet, der er tættere på ham selv.

Spørgsmålet om, hvad talent er, melder sig her, for selv om Kidd og co. føler, at deres succes er helt til grin, vil de jo alligevel gerne holde fast i den efter det meningsløse stunt hos Clemens. Men efter at de selv har punkteret ballonen, forsvinder deres medvind, og det bliver sværere at få ørenlyd, for vil de eller vil de ikke den succes?

Hvis det, Kidd laver, rører mange mennesker, og hvis forstandige musikanmeldere vurderer det højt i forhold til rapmusikken i øvrigt, er svaret enkelt. Så er Kidds musik noget værd. Og så er det underordnet, at mange af sangene er skabt på ti minutter.

Kidd forstår ikke selv kvaliteten i det, han skaber. Er han så en mellemting mellem et geni og en idiot? Det vil nok være at stramme den. Han er bare en dygtig ung fyr, der på grund af vores digitale tidsalder fik en lidt for hurtig succes, og derefter kunne han ikke finde sig selv i den.

Kontakten til forældrene er ikke tæt, og han kan ikke nå at fordøje de mange pludselige muligheder og indtryk. Alt, hvad han behøver, er jo bare et kram i ny og næ, men det får han ikke, og så stempler han ud. Det er simpelthen så ærgerligt at se på, samtidig med at det i den første time af dokumentarfilmen er et frisk trut i drengerøvstrompeten.

I forhold til sin fluen-på-væggen- stil helt uden kritiske spørgsmål er »Kidd Life« en smule for lang, men fornemmelsen af at være med, hvor det sker, formidler den fint. Og så kan man jo sidde så mageligt i biografen og være bagklog og tænke, at man selv havde styret det show noget bedre.

Jeg aner af gode grunde ikke, om Kidd har det lige så dårligt i dag, som da »Kidd Life« slutter. Den lidt for rene dramaturgiske kurve med en times optur og en halv times nedtur kan lige så godt være instruktørens stramme vinkling, som det kan være virkelighed, men det ser ikke godt ud »efter festen«.

Kidd står i baggrunden på Roskilde Festival i sommer i år, hvor det er medlemmer af hans entourage, der spiller en stor koncert og ikke ham selv.

»Næste år åbner jeg Orange Scene«, mumler han stille for sig selv med tomme øjne og et helt igennem blegt og usundt udseende. Ilden i øjnene er væk. Man håber for ham, at det lykkes, men så skal der altså komme ikke så lidt af et mirakel af en plade nummer to. Og så skal Kidd gide at vedkende sig sit talent, for talent forpligter.