I Hollywood laves der primært film for at tjene penge, og det er der ikke noget galt med. Nogle gange bliver filmene også til kunst, hvis sol, måne og stjerner står heldigt.
Spørgsmålet er så, hvor lavt man kan bukke sig efter penge? Svaret fås med »Emoji filmen«. En film hvor den sidste nye markør i populærkulturen forsøges lavet om til karakterer i en animationsfilm.
De fleste af os bruger emojis, når vi skriver beskeder til hinanden på smartphones. Enten er den lille figur sur, glad eller midtimellem og efterhånden er der i hundredvis af andre emojis at vælge mellem.
Problemet med dem i filmsammenhæng er blot, at de kun hver især har ét udtryk. Så hvordan finder man så på en karakter, der udvikler sig, hvilket nu en gang er nødvendigt for at lave en film?
Man vælger åbenbart den historie, der fortælles i tre fjerdele af alle animationsfilm. En historie om en usikker teenager, der ikke har fundet sig selv endnu, men som så stensikkert gør det i løbet af en film, hvor han først støder på forhindringer.
Vi tvinges således til at følge historien om den lille »Tjah-Emoji«, der på trods af sine mange følelser indeni, kun må ligne et »tjah« udenpå, akkurat som hans forældre gør det. Stakkels ham og stakkels os, der må igennem den fortærskede historie, der når vi kommer til kontrolrummet indeni en smartphone er kopieret fra sidste års hit »Inderst inde«.
Det samlede indtryk er forudsigeligt, fladpandet, fantasiforladt og føles som et stort fuck you til publikum.
Jeg ville give guld for at vide, hvad der for eksempel er gået gennem hovedet på en ærværdig ældre skuespiller som Paul Hüttel, der lægger stemme til lorte-emoji med replikker som »brun er det nye sort« og »så skal der laves stort«.
Hvad: Emoji filmen. Hvem: Instruktør: Tony Leondis. Danske stemmer: Ruben Søltoft, Esben Dalgaard Andersen, Cecilie Stenspil. Hvor: Premiere over hele landet.
