Han er stor som et bjerg og har muskler som Arnold Schwarzenegger, men han er kejtet og genert, og uden tvivl lider han af en kraftig moderbinding. Faktisk er han ret rørende.
Body-builderen Dennis spillet af Kim Kold er den emotionelt handicappede hovedperson i Mads Matthiesens helstøbte novellefilm »Dennis«, der med sin originale, uforudsigelige og stilfærdigt bevægende handling er et fornemt eksempel på det kreative talent, der rumsterer lovende hos den alternative filmuddannelse Super 16.
»Dennis« er en af i alt syv såkaldte midtvejsfilm, der i dag har premiere i Dagmar Teatret i København, og som byder på betydelige mængder begavet underholdning. De 15 til 30 minutter lange film er lavet af Årgang #4 på den tre-årige uddannelse for instruktører og producenter, som Super 16 tilbyder med støtte fra bl.a. Nordisk Film og Filmværkstedet, og skønt de selvfølgelig ikke alle er lige vellykkede, lyser de af de rige løfter for dansk films fremtid.
En enkelt lille skuffelse rummer programmet dog. Den talentfulde Kræsten Kusk, der tidligere har instrueret så stærke novellefilm som »Ved siden af vejen« fra 2004 og »Glashus« fra 2005, bruger lidt for grelle og grove virkemidler i »Fastelavn« om et ufrivilligt barnløst ægtepars tragedie de to stakler spilles eftertrykkeligt af Karen-Lise Mynster og Steen Springborg, og der er i det hele taget noget kunstigt ved dette heftige melodrama i rustikke omgivelser, men helt upåvirket af filmens groteske humor og lakoniske katastrofe forbliver man alligevel ikke. Kusk er stadig et talent.
Det er Anna Goldblum Treiman også. I »Gaven« fortæller hun en både sød og skrap historie om et par ægtefæller, hvis sexliv skranter efter deres babys fødsel, hvad der får konen (Rikke Lylloff) til to gange at opsøge en prostitueret på en massageklinik første gang for storsindet at købe et gavekort til den sexhungrende ægtemand, anden gang for selv at lære nogle stimulerende tricks. Historien kunne have været fortalt sjovere, men ikke ret meget mere rørende.
Den eminente Elsebeth Steentoft spiller den sky body-builders dominerende mor i »Dennis« og er også med i Mads Blaabjerg Poulsens »Lille løgn«, som med Dick Kaysø i hovedrollen er en snedigt konstrueret beretning baseret på pinlighedens akavede komik og den velplacerede overraskelses punch. Den handler om et forfjamsket gensyn mellem to midaldrende mennesker, der kendte hinanden som unge, og ikke en tøddel mere skal røbes. Se selv filmen og le en kulsort latter.
»Manden fra Panama« instrueret af Sune Lykke Albinus er den længste og mest filosofisk anlagte af de syv film, men også en af de mere problematiske. Den fortæller om to voksne brødres excentriske drivertilværelse på et skrotskib, som den mest enfoldige af dem drømmer om at sejle til fjerne himmelstrøg, mens hans sure bror ingen kan spille muggen så overbevisende som Anders Hove alt for godt ved, at de lever indspundet i dagdrømme og livsløgne. Interessant, men grænsende til det prætentiøse.
Ada Bligaard Søbys »Meet Me in Berlin« om den telefoniske kontakt mellem en islandsk kvinde, der har brækket benet, og en amerikaner, som ligger på hospitalet efter en trafikulykke, er en spinkel lyrisk letvægter, mens Roni Ezras »Marts« til gengæld er den virkelige sværvægter i dette program.
»Marts« fortæller i indtrængende sort/hvide billeder om en ung nonnes dramatiske oplevelser under det ulyksalige allierede fejlbombardement af Den Franske Skole på Frederiksberg i marts 1945 nonnen spilles følsomt af Lykke Sand Michelsen, der også er god i »Dennis« og den gør det så magtfuldt og overbevisende, at man er fuldstændig paf. Hvis nogen kan lave et dansk svar på film som Roman Polanskis »Pianisten« og Steven Spielbergs »Schindlers liste«, så må det være Roni Ezra mindre kan naturligvis også gøre det, og hvis jeg var chef på Nordisk Film eller Zentropa, ville jeg omgående sikre mig et senere samarbejde med dette forbløffende filmiske talent.
Super 16 har tidligere været leveringsdygtig i friske nye navne til den danske filmbranche. Det gælder f.eks. Morten Hartz Kaplers (»AFR«), Christina Rosendahl (»Supervoksen«), Carsten Myllerup (»Midsommer«) og senest Martin Barnewitz (»Kollegiet«), og repræsentanter for bemeldte branche kan helt klart have udbytte af at se det attraktive program i Dagmar i dag. Det sammen kan alle andre med appetit på stærkt personlige film skabt uden gustne kommercielle bagtanker.
