Syret musikfilm

Instruktør Khalil Joseph, der tidligere har lavet musikvideoer for blandt andre Kendrick Lamarr, har fulgt gruppen Arcade Fire under tilblivelsen af deres roste album »Reflektor« fra 2013. Det er der kommet den højenergiske, syrede og impressionistiske koncertfilm »Arcade Fire: The Reflektor Tapes« ud af. Vi kommer omkring karneval i Haiti, et palæ på Jamaica og intimkoncerter i London. Undervejs får vi glimt af indsigt i bandets kreative proces.

De primært sort-hvide billeder, fotograferet af Autumn Durald og Khalil Joseph selv er forrygende flotte – til tider nærmest hypnotisk ekspressive, og de mange live-scener giver indtryk af et band med både vild- og galskab, der er i deres rette element på en scene. Desværre er »Arcade Fire: The Reflektor Tapes« også dybt indforstået. Vi får omkvæd af sange og strøtanker fra øvelokalet, men på intet tidspunkt kommer vi ind i noget der bare ligner kernen af processen bag pladen, eller af bandet, som helhed og enkeltpersoner.

»Arcade Fire: The Reflektor Tapes« er en kaleidoskopisk rundtur, der aldrig kommer i nærheden af hjørnerne – og som i sidste ende mest af alt fremstår som en lang musikvideo – flot og fascinerende, men i den grad mest for inkarnerede fans.

Hvad: »Arcade Fire: The Reflektor Tapes«.

Hvem: Instruktør Khalil Joseph. Medvirkende: Arcade Fire.

Hvor: Vises ved særlige eventvisninger i København, Århus, Aalborg, Kolding, Gentofte m.fl.