Sympatisk vandretur

PR-foto Fold sammen
Læs mere

Film, der bygger på et enkelt individs kamp med naturen som for eksempel »Castaway«, »Into the Wild« eller »127 Hours«, bliver let kedelige i biografen i længden. Men det gør »Wild« ikke, fordi Cheryl Strayeds mål med sin lange vandring på 1.700 kilometer har noget i sig, som de fleste af os kan identificere os med.

Reese Witherspoon spiller Strayed, der i 2012 udgav sin bestseller om, hvordan hun for at få distance til sin mors død og det lette liv, tog på den lange vandretur. For at rense sig selv og for at blive afklaret. Hvem har ikke lyst til det midt i en verden, hvor det er let at føle sig fortabt? Filmens projekt er sympatisk, og den indre monolog, Strayed fører akkompagneret af flashbacks med hendes mor (Laura Dern), fænger rent menneskeligt.

Selv om »Wild« af og til har tendens til at blive lidt for sentimental, så holder den sig for det meste flot på stien i sin egen fortælling, og filmen inspirerer til, at man selv gør noget radikalt.

Hvad: »Wild«. Hvem: Instruktør: Jean-Marc Vallée. Medvirkende: Reese Witherspoon, Laura Dern. Hvor: Premiere i København, Aarhus, Odense og Aalborg.