Sverige mod Norge

»Underdog«. Fold sammen
Læs mere

»Underdog’ handler om skævheder, mellem mænd og kvinder, fædre og døtre, chefer og ansatte, rige og fattige, unge og ældre – og svenskere og nordmænd. Svenske Dino er flyttet til Oslo i håb om at finde det arbejde, hun ikke kan få i kriseramte Sverige. Ved et tilfælde ender hun som barnepige for den tidligere tennisstjerne Steffen Dahl, der hurtigt falder for Dino på trods af aldersforskel og den lille detalje, at han allerede er gift. Debuterende instruktør Ronnie Sandahl giver den klassiske immigrationsproblematik et tankevækkende twist, ved at lade Dino være svensker. Hans præcise og på samme tid hverdagsnære og brede observationer gør »Underdog« til et interessant studie i både samfundsstrukturer og menneskelig psykologi. Ikke mindst i hvor dygtige vi mennesker er til at spænde ben for vores egen fremdrift, og i hvor høj grad vi har brug for, at andre ser potentialet i os, før vi kan se det selv. Særlig relationen mellem Dino og Steffens teenagedatter Ida er fint observeret, hvorimod Dinos forhold til Steffen, den prototypiske handlingslammede mand i midtvejskrise – sandsynligvis bevidst – balancerer på kanten af klicheen.

Hvad: »Underdog«.

Hvem: Instruktør Ronnie Sandahl. Medvirkende: Bianca Kronlöf, Henrik Rafaelsen.

Hvor: Premiere i udvalgte biografer landet over.