Tidligere på ugen råbte 15.000 videnskabsfolk vagt i gevær i et åbent brev, hvor de understregede, at kloden har brug for handling NU, hvis vi vil vende klimaudviklingen. Hvis det vel at mærke ikke på nogle områder er for sent.
Samtidig insisterer den siddende amerikanske præsident Donald Trump på, at klimakrisen er et »hoax«, fup og fidus, og støtter aktivt op om kulkraft og fracking.
Der kunne derfor dårligt være et bedre tidspunkt for Al Gores opfølger til klimadokumentaren »En ubekvem sandhed«, der i 2006 vandt en Oscar og for alvor sparkede gang i klimadebatten.
Derfor er det så meget desto mere ærgerligt, at »En ubekvem sandhed 2« mest af alt føles som en spildt mulighed for virkelig at tage anden runde med et opråb til selv de døveste ører.
I stedet får vi en film der nok sætter fokus på smeltevandsfloder i Grønland og deraf følgende voldsomme oversvømmelser i lavtliggende byer og områder som Miami (hvis borgmester alligevel insisterer på, at der ikke er bevis for klimaforandringer). Men filmens primære fokus er ikke på miljøet, men på Al Gore selv.
Siden sit valgnederlag til George W Bush i 2000 har Al Gore, der stadig tituleres Mr. Vicepresident, rejst verden rundt med sine slideshows, der ved hjælp af iskolde fakta om den globale ophedning forsøger at trænge igennem med budskabet: det er NU, der skal handles.
De senere år har hans shows dog primært været rettet mod at uddanne en håbefuld hær af klimakrigere, der skal tage over, når Big Al en dag stiller de folkelige cowboystøvler. Filmen bliver til tider nærmest et helteportræt af manden, der fremstilles som en ensom korsfarer, træt sjoskende ned ad endnu en gade eller tom hotelgang. »Jeg har været ved at give op«, indrømmer han. »Det føles til tider som et personligt nederlag«.
Det er et ganske rørende portræt af en sympatisk mand med en sympatisk og vigtig mission, der giver ømme lår af al den enegang op ad bakke. Man forstår hans træthed. For hvis en mand, der har alverdens vigtigste navne på speed dial ikke for alvor kan råbe verden op, hvem kan så?
»En ubekvem sandhed« skræmte med sin massive dokumentation. Det var voldsomt at se opvarmningen i konkrete tal og billeder.
Nu, i 2017, er vi blevet vant til dem. Vi har set isbræer brase sammen, hele byer oversvømmet af brunt skidtvand, øsamfund lagt øde af stadigt voldsommere orkaner. Vi har mærket det på vores egen hud. »Vejret er af lave«, sukker vi. 14 af de varmeste år nogensinde er målt siden 2000. Vi ved det efterhånden godt.
Det, der denne gang skræmmer, er derfor, hvor langt vi er fra en fælles forståelse af, at der skal handling til. I det store og i det små. Hvor meget der stadig skal til, hvis hele verden skal stå sammen om at redde vores eneste hjem (for nej, vi kommer nok ikke til Mars lige foreløbig).
Hvis »En ubekvem sandhed 2« kan være med til at rykke bare en millimeter ved den udvikling, fortjener den et stempel som »vigtig«. Hvis ikke, er den bare et sympatisk portræt af Al Gore.
Men måske får vi en tredje ubekvem sandhed? Filmen er nemlig primært optaget inden Trumps regeringstid – hvorfor han figurerer overraskende lidt. Der burde være materiale, og grund, til endnu en omgang i ringen for Al Gore, der forhåbentlig får uddelt en lidt større megafon i næste ombæring. Vi ser ham i hvert fald gå stålsat mod Trump Tower. Som en superhelt, der lægger an til næste kamp. Kappe eller ej.
»En ubekvem sandhed 2«
Instruktører: Bonnie Cohen, Jon Shenk. Medvirkende: Al Gore.
