Succesmusical bliver til ordinær film

En potentielt interessant historie om popsangeren Frankie Valli og hans band, bliver ikke til meget andet end en hyldest til musikken i Clint Eastwoods hænder.

John Loydd Young (som Frankie Valli), Erich Bergen, Tommy Piazza og Michael Lomenda er bedre til at synge end til at spille skuespil i "Jersey Boys". Fold sammen
Læs mere

The Four Seasons – eller senere Frankie Valli and the Four Seasons – er et udpræget amerikansk fænomen. Selvfølgelig har hits som »Sherry«, temaet til musicalfilmen »Grease« og »Can’t Take My Eyes Off You« fundet vej til Europa og Danmark gennem tiden, men Frankie Vallis falsetstemme med et væld af vokalharmonier bag sig er i bund og grund et fænomen, der var mest elsket i USA.

Det betyder dog ikke, at en historie om bandet ikke kan være relevant for alle. I 2005 opstod der således en musical på baggrund af bandets historie, og den går såmænd endnu i både New York og London, og er samtidig på tur rundt i verden. Men nu behøver man ikke søge musicalen længere, for nu har vi også fået en film om popsangeren og hans band. Men har vi brug for det? Svaret er mere et »nej« end et »ja«.

I det faktum at både Frankie og de øvrige medlemmer af bandet Four Seasons var halvkriminelle i begyndelsen af karrieren, ligger der ellers mulighederne for at skabe spænding. Det har været nærliggende at tro, at Frankie, Tommy, Bob og Nick var så vandkæmmede og renskurede indvendig, som slutningen af 1950erne viste dem udvendig, men på deres kriminelle aktiviteter lignede de mere nutidens rappere.

Historiens råmateriale er altså sprængfarligt nok. Desværre er hovedrollerne castet ret skødesløst. Det virker som om, man har været mere fokuseret på at bruge nogle af de sangere, der har optrådt i musicaludgaven af »Jersey Boys« frem for at finde gode skuespillere.

Clint Eastwood er helt usynlig

På den baggrund fungerer Clint Eastwoods nye film ikke så godt i gangsterdelen, men bliver da heldigvis bedre, når musikken synges og spilles. Den første halvdel er kedelig som en TV-film af de mere tarvelige, hvor der mangler temperament og karakter. Det er f.eks. meget svært at finde noget som helst af Eastwoods personlighed i udtrykket. Han har ganske vist de senere år praktiseret en mere og mere udpræget nedtonet stil som instruktør, hvor han nærmest har været visket ud bag sin film, og nu er de absolut sidste streger fjernet. Det går kun an, hvis der er nogle interessante skuespillere eller en medrivende historie, og det er der ikke.

Tilbage står kun et lidt blodfattigt bud på, hvordan en musical kan eksporteres til en biograf. Ind imellem Frankie Vallis høje falset og de bløde du-bi-dubs under den, leder man ret så desperat efter en grund til, at filmen overhovedet er lavet. Altså ud over musikken, for kvaliteten af Frankie Valli og The Four Seasons bedste hits er om ikke i øjnefaldene så »iørefaldende«. Frankie Valli selv lever stadig, og han har fået en tredje revival efter musicalens succes, så han synger videre i en alder af 80 år.

Hvad: Jersey Boys.

Hvem: Instruktør: Clint Eastwood. Medvirkende: John Lloyd Young, Vincent Piazza, Erich Bergen, Michel Lomenda, Christopher Walken.

Hvor: Premiere over hele landet.