»Tree of Life« er et nyt stormskridt i en humanistisk, spirituel og nærmest psykedelisk retning. I en fantastisk visuel indpakning, får vi fortalt historien om den hårde far (Brad Pitt), der i 1950’erne ikke giver sine tre drenge lov til at grine ved middagsbordet – eller ret meget andet.
En af dem omkommer senere og den sociale arv har gjort den ældste dreng til en forvirret voksen (Sean Penn), selv om han står der i jakkesæt blandt skyskrabere. Kernen i historien er enkel og Malick er helt inde ved det mest essentielle budskab af alle. At med kærlighed og godhed kommer man længst.
Det kan lyde forfærdeligt banalt, men instruktøren er en mester i at illustrere følelser i billeder. Billeder af vulkaner, vandfald og solformørkelser. Helt ned i mikroorganismer og langt ud i rummet. I »Tree of Life« spiller Malick det humanistiske kort. Han knalder det nærmest ned i bordet, så logikken i fortællingen splintrer i småstykker og bliver til antydninger i kvarte og halve scener.
Stjernestøv af kosmisk kærlighed, som det er let at gøre grin med, hvis man er tilhænger af, at vejen fra A til B tilbagelægges på kortest mulige facon. Malick sætter dog ikke troværdigheden over styr. Han giver derimod de store spørgsmål i livet nye originale udtryk. Man er hele tiden nysgerrig efter, hvor højt der til himlen i det næste billede. Og de medvirkende siger så befriende lidt, at der er tid til selv at tænke. Malick syrer mere og mere ud på sine gamle dage. Er det guddommeligt eller gebrækkeligt?
Mest det første. »Tree of Life« er dog trods alt for skødesløs og søgende til at stå som den geniale instruktørs hovedværk. Som de fleste af os andre har Malick forstået, at de vigtige ting i livet er banale, og dem har han nu blæst op i et storformat, hvor romantikeren vil føle sig mødt som i »Rumrejsen 2011«. Pragmatikeren derimod risikerer at føle sin tålmodighed testet udover det tåkrummende.
