Det er urimeligt at afskrive Ole Bornedals stort anlagte TV-serie »1864« som et makværk. På den anden side er det heller ikke, nu vi er halvvejs igennem, blevet den fremragende, følelsesmæssige fortælling, vi havde håbet på.
Sandheden om »1864« ligger nok et eller andet sted derimellem, udspændt mellem det mesterlige og det »makværdige«, som et filmisk Schweiz med høje tinder og dybe dale.
I fjerde afsnit af serien, der løb over TV-skærmen søndag aften på DR1, er krigen brudt ud, og brødrene Peter (Jens Sætter-Lassen) og Laust (Jacob Oftebro) samt deres lille gruppe af soldaterkammerater får syn for sagen ved den første træfning ved Mysunde, hvor danskerne faktisk slog tyskerne tilbage.
Ole Bornedals krig er ren rædsel, tragedie og umenneskeligt slagteri, iværksat til alle tider af vanvittige ledere – dét kan vi ikke længere være i tvivl om, er det moralske budskab, helt tydeligt og uden indpakning.
Flyvende lemmer og blowjobs
Vi lander i 1864 i en næsten hyperreal osteklokke med en konstant inciterende stemning af spænding og undergang på lydsiden og tablauer af næsten tarkovskijsk skønhed i øjnene: Fra slaget ved Mysunde set i widescreen med søndersprængte kroppe, der flyver i luften efter kardæskernes nedslag, til feltlazarettet, hvor halvdrukne »kødskærere« amputerer på samlebånd, mens anatomiske plancher blafrer i vinden. Og indimellem dét soldaterlivet, hvor brødrene splittes på grund af trekantsdramaet om godsforvalterens Inge (Marie Tourell Søderberg), mens godsejerens søn, den ødelagte Didrich (Pilou Asbæk), er blevet kaptajn og har ladet sin skræmte skygge falde over mændene. I tilgift – på tysk side – et gammelt »bæst« af en generalfeltmarskal, Wrangel (Hans-Michael Rehberg), der ser krigen som terror og rå magtdemonstration.
Her virker Bornedals storladne og bombastiske fortællestil langt hen ad vejen interessant og gribende. Men så meget desto mere står det også i kontrast til andre dele af fortællingen. Først og fremmest nutidshistorien, hvor den gamle Severin (Bent Mejding) klodset får tændt en ild i rebellen Claudia (Sarah Sofie Boussnina), som ender på et slibrigt værtshus, hvor hun tilbyder tre mandlige klichéudgaver af typen »ulækre, dumme svin« at »sutte den af for en tusse« (pardon my french). Fra flyvende lemmer i 1864 til blowjobs i 2014 – springet mellem Bornedals chokeffekter bliver altså alt, alt for store.
Ud af osteklokken
Desuden trækkes vi stadig med en noget parodisk fremstilling af Monrad (Nicolas Bro), Heiberg (Sidse Babett Knudsen) og det politiske spil i København, hvor instruktøren synes stålsat på at gennemføre den teatralske tanke om, at krigen for de magtfulde – ikke mindst den stadigt mere dæmoniske Monrad – er som et teaterstykke, som et kunstværk, der udføres uden tanke for den menneskelige lidelse.
»Er det ikke dét, man siger: »Det lille drama er sgu altid det største«,« gnækker Didrich på et tidspunkt, og man ville ønske, at Bornedal havde lyttet lidt mere til sin egen figur. For i iveren efter at fortælle en fuldblodshistorie med mange forskellige handletråde, perspektiver og fortællestemmer, der alle skal spille efter én bestemt taktstok, bliver vi gang på gang trukket ud af den sitrende osteklokke i og omkring de snart sønderskudte skanser, hvor det største og mest medrivende drama ligger. Og derfor bliver vi lige netop ikke rigtigt dét, som ellers synes at være hele formålet: revet med.
Hvad: »1864«. Fjerde afsnit.
Hvem: Instruktion og manuskript: Ole Bornedal. Medvirkende: Jens Sætter-Lassen, Jacob Oftebro, Nicolas Bro, Pilou Asbæk m.fl.
Hvor: DR1, søndag aften.
