Stor triumf for rumænsk film

Ved Europas svar på Oscaruddelingerne til – European Film Awards – gik de to vigtigste priser i går til det rå, rumænske drama ”4 måneder, 3 uger & 2 dage”. Helen Mirren vandt hovedrollen som bedste kvindelige skuespiller for ”The Queen”.

Den rumænske instruktør Cristian Mungiu med sine to priser for filmen ”4 måneder, 3 uger & 2 dage”. Foto: Reuters / Hannibal Hanschke Fold sammen
Læs mere

Det kom ikke som den store overraskelse, da det barske rumænske drama ”4 måneder, 3 uger & 2 dage” i går vandt hovedprisen som årets bedste film ved European Film Awards, Europas svar på Oscaruddelingerne. Til gengæld var det uforudset, at filmen ville tage både hovedprisen og den næstvigtigste pris for årets bedste instruktør. Også den gik til rumænske Cristian Mungiu, og dermed blev det cementeret, at den nye rumænske filmbølge er det måske mest spændende, der sker i europæisk film for tiden.

De nominerede i kategorien årets bedste film bød ellers på et flot udbud af succesrige film og instruktører. Den franske storfilm ”Spurven” om Edith Piafs liv. Det britiske politiske drama ”The Last King og Scotland om Idi Amins diktatur i Uganda. Og også fra Storbritannien Stephen Frears stilsikre ”The Queen” om den engelske dronnings dage efter Lady Dianas død.

Derudover den stærkt kritikerroste tegnefilm ”Persepolis” af iransk-franske Marjane Satrapi og samt ”Auf der Anderen Seite” af den tidligere vinder af årets bedste film, den tysk-tyrkiske instruktør Fatih Akin, som fik den forsølvede statuette for ”Mod muren” i 2004.

Favoritten vandt
Men Mungius minimalistiske lowbudget film om en ung kvindelig studerende, der under Ceasescus regime i Rumænien hjælper en veninde med at få en illegal abort, vandt Guldpalmen i Cannes tidligere på året. Den var derfor også hovedfavorit ved prisuddelingen i går i Berlins Arena.

Prisen for årets bedste manuskript gik til Fatih Akin for ”Auf der Anderen Seite”, i øvrigt også ligesom i Cannes. Endnu en overraskelse var der dog, for den italienske instruktør Giuseppe ”Mine aftner i paradis” Tornatore vandt publikumsprisen for sin skildring af immigranters ubarmhjertige vilkår som andenrangsmennesker i Vesteuropa ”Den ukendte kvinde.” På trods af at den ikke var nomineret i kategorien årets bedste film.

Mangel på stjerner
Britiske Helen Mirren sagde via en tv-optagelse tak for prisen for bedste kvindelige hovedrolle og var stærkt savnet ved et gallashow, der – til trods for, at prisuddelingens fejrede sin 20 års fødselsdag – var fattig på filmstjerner. Blandt aftenens største navne var danske Mads Mikkelsen, der havde æren af at overrække prisen for bedste mandlige skuespiller til israeleren Sasson Gabai for hans rolle i den israelske komedie ”The Band’s Visit” om et ægyptisk politiorkester, rejser til Israel for at spille.

Sammen med sin kollega Sonja Richter var Mads Mikkelsen inviteret til at præsentere nogle af aftenens priser i selskab med kendte europæiske navne som franske Emanuelle Beart, der pt. er aktuel i ”Dykkerklokken og sommerfuglen”, og italienske Maria Grazia Cucinotti, som vi i Danmark bedst kender fra ”Postbudet”.

Det Europæiske Filmakademi, der kårer årets vindere, består af 1.800 medlemmer fra filmbranchen, deriblandt danske filmfolk som producerne Peter Aalbæk Jensen og Kim Magnusson. Ved prisuddelingen, der afholdes hvert år den første weekend i december, i Berlin hvert andet år, stemmer Akademiets medlemmer om film, der alle opfylder det kriterium, at de har haft verdenspremiere mellem 1. oktober året før og 31. september det aktuelle år. Næste år skal København være vært den 6. december i Forum.

Læs reportagen fra gallashowet i Berlingske Tidende i morgen.