Stjernekrigene fortsætter i Cannes

En ny film sætter fokus på de konflikter, der har været mellem Star Wars-instruktøren George Lucas og filmenes trofaste fans.

Foto: MARIO ANZUONI
Fans af de populære "Star Wars"-film kan bare ikke få nok af instruktøren George Lucas og hans i alt seks spillefilm om krigene i den fjerne galakse. Men nu er det fansene selv der kommer til orde på film. En ny dokumentarfilm der vises ved dette års filmfestival i Cannes handler udelukkende om Lucas’ årelange kontroverser med filmenes millioner af fans. "The People vs. George Lucas" portrætterer de stjernekrigsfans, der lever sig så meget ind i universet, at de hævder at kende det bedre end seriens ophavsmand. Fans brokker sig i filmen over detaljer som bifigurer som den stærkt upopulære Jar Jar Binks til en generel kritik af de sidste tre film, som fansene mener svigter ånden i den oprindelige saga. Film der handler om Stjernekrigsfilm er dog ikke et nyt fænomen – mindst to tidligere dokumentarfilm har undersøgt fænomenet. Og fiktionsspillefilmen "Fanboys" fra 2008 handlede om en gruppe Star Wars-tilhængere der bryder ind på Lucas berømte Skywalker-ranch for at blive de første der ser den nye stjernekrigsfilm "Episode 1 – The Phantom Menace" – filmen som fans havde ventet på i årtier. Endelig laver fans også selv film med udgangspunkt stjernekrigsuniverset. Hundredevis af hjemmeproducerede Star Wars-scener blev samlet til en fuld remake af den første stjernekrigsfilm fra 1977. Bag projektet stod Star Wars-bloggeren Casey Pugh, og filmen havde verdenspremiere ved dette års CPH:PIX-festival i København. krl@berlingske.dk