Stilfuldt og intelligent gangsterdrama

Brad Pitt er bedst, når han får lov at pakke pretty boy-imaget væk bag slesk kynisme og leverer den dobbelttydighed, han er så eminent til – og det gør han i den grad i Andrew Dominiks »Killing Them Softly«. Samtidig.

Andrew Dominik formår at få det bedste frem i Brad Pitt, der var forrygende i makkerparrets forrige fillm »The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford«. Her leverer han endnu en præstation, der er iskold og kynisk, men også underspillet, kompleks og fascinerende i en grad, så det er umuligt ikke at spekulere videre over, hvem hans Jackie Cogan egentlig er. Det får vi nemlig ikke særligt meget at vide om i filmen, ud over at Jackie Cogan er en førsteklasses lejemorder med en forkærlighed for at dræbe på afstand, så han ikke behøver at høre på ofrenes grådkvalte bønner.
En metode han selv kalder »killing them softly«. Denne gang er han tilkaldt for at rydde op efter – eller snarere i – en flok småkriminelle, der har været dumme og desperate nok til at begå et kup mod en af byens lokale gangstere. Men selvfølgelig går det tilsyneladende enkle job ikke efter planen. Særligt ikke da Jackie begår den fejl at invitere kollegaen Mickey (James Gandolfini i en komisk pragtpræstation) til byen – uden at være klar over, at Mickey er en fordrukken has-been med et overforbrug af ludere.

»Killing Them Softly«, der er baseret på George V. Higgins kriminalroman »Cogan’s Trade« fra 1974, er skabt som en serie af scener med flere ord end mord, hvor de enkelte skuespillere får lov at brillere på skift. Det er voldsomt underholdende, kløgtigt og – i langt de fleste tilfælde – relativt ublodigt for en gangsterfilm. Når blodet endelig får lov at flyde, er det så meget desto mere brutalt, voldsomt og med fuld knald på de skarpe lydeffekter, der får det til at give et gib i kroppen for hvert skud og hvert velrettet knytnæveslag. Et enkelt gangstermord i slowmotion er nærmest smukt – en langsom ballet af regndråber, glasskår og dødbringende kugler.

Modig kritik af USA

Det hele foregår i dagene umiddelbart inden præsidentvalget i 2008, og under hele gangsterdramaet bevæger sig en modig kritik af USA, der, som Jackie siger, »Ikke er en nation, men en forretning«.

Med Wall Street som den egentlige gangsterrede og politikerne som tomme tønder, der buldrer om håb, forandring og enhed – tre ting som Jackie og mange andre med ham ikke giver meget for. I hans USA er det den stærkeste, der vinder, og den stærkeste er ham, der skyder først!

Der er ingen helte i »Killing Them Softly«, hverken blandt gangstere eller de politikere, der konstant dukker op på TV-skærmene med små bidder af flammende taler, der set i bagklogskabens blodrøde lys fremstår lettere latterlige. Den politiske kommentar, der er så kulsort, at den til tider fremstår som et gravskrift over den amerikanske økonomiske politik, giver kant og bid til filmen, der fremstår som en af de mest elegante og intelligente gangsterfortællinger længe set.