Steven Soderbergh kupper Trumpland

Den kloge narrer som bekendt den mindre kloge - og det myldrer med 'mindre kloge' i "Logan Lucky", Steven Soderberghs underholdende bonderøvs-pendant til "Oceans 11".

Daniel Craig beviser, hvilken fremragende karakterskuespiller han er som den hårdkogte sprængstofekspert Joe Bang, der gang på gang stjæler billedet fra de sympatiske, men uheldige, Logan-brødre, spillet af Channing Tatum og Adam Driver. Foto: PR-foto SCanbox Fold sammen
Læs mere

Man tager to poser vingummi, lidt bordsalt og en rettepen …« Det lyder som noget fra en Olsen Banden-film, og sammenligningen er ikke helt skæv. Steven Soderberghs nyeste kupfilm – hans yndlingsgenre må man efterhånden formode – »Logan Lucky«, foregår i et ludfattigt Sydstatsamerika (Trump-land fristes man til at skrive, selv om det aldrig bliver nævnt direkte), hvor selv forbryderne er tvunget til at tænke ud af boksen, nu budgettet ikke er til plastisk sprængstof og high-tech gadgets.

Det giver filmen en smittende gør-det-selv-energi, der får en til at heppe helhjertet på de uheldige brødre, Clyde og Jimmy Logan, der får så mange slag af tilværelsen, at Clyde fabler om en familieforbandelse. Men så må man jo selv skabe sit eget held – og hvorfor ikke stjæle millionindtægten fra et af årets absolut største NASCAR-løb, når nu det skal være?

Steven Soderbergh annoncerede ellers for fire år siden, at nu var det slut med at lave film. I første omgang forlød det, at han ville hellige sig maleriet, men hurtigt fik han gang i serien »The Knick« og en række andre projekter. Og nu er han altså tilbage med endnu en spillefilm. Man har i den grad et standpunkt, til man tager et nyt! Og det skal der ikke lyde et eneste ondt ord om, for »Logan Lucky« er Soderbergh i drilsk og veloplagt lune. Der er noget hyggeprojekt over filmen, der trækker tråde tilbage til flere af hans tidligere film, blandt andre »Out of Sight«, »Magic Mike« (bonderøvsscenariet og Channing Tatum i hovedrollen) samt selvfølgelig ikke mindst hele »Oceans«-serien, som »Logan Lucky« nærmest føles som en spejling af – her er højteknologi, nøje planlægning, skarptskårne jakkesæt og fancy hoteller bare udskiftet med luskede barer, forhåndenværende dimser, tilfældets magt og slidte shorts fra Wallmart.

På et tidspunkt bliver Logan-brødrenes kup selvironisk refereret til som »Oceans 7-11«, og det er ikke helt ved siden af: lettilgængelig, med overraskende meget at byde på. Og en høj pris, som nogen kommer til at betale. Forhåbentlig dem, der fortjener regningen, for hold nu op hvor man håber på succes for brødrenes hasarderede foretagende, der inkluderer sprængstofeksperten Joe Bang (en heftig og heftigt blonderet Daniel Craig i hvad der nok er det tætteste, han kommer på en rolle som Bond-skurk), der lige skal brydes ud af fængslet først. Måske fordi man kan mærke Steven Soderberghs hjerte banke helt oprigtigt for Amerikas hårdtprøvede daglejere, der måske nok går dårligt klædt, slår på tæven på den lokale og sender deres døtre til latterlige skønhedskonkurrencer, men også får uretfærdigt mange slag over tuden, så snart de spagfærdigt vover at stikke den frem.

Den politiske kommentar bliver aldrig til en løftet pegefinger, men er mærkbar gennem hele film: Almindelige mennesker er også mennesker. Ofte hårdtarbejdende mennesker, der fortjener en chance. De rige derimod – de fortjener, at man stjæler de penge, de har så mange af, at de slet ikke finder det nødvendigt at tælle efter! »Logan Lucky« er i den grad et forsvar for den lille mand. Den arbejdsløse. Den enlige far. Krigsveteranen. Pakket ind i en velturneret absurd komedie.

Logan Lucky

Instruktør: Steven Soderbergh. Medvirkende: Daniel Craig. Channing Tatum. Adam Driver.