»Steppeulven« er et dokument over et menneske, der ville det hele

Ole Christian Madsen tegner et fascinerende portræt af en af de største gåder i dansk musikhistorie, Eik Skaløe, der brændte så klart og døde i en alder af bare 25 år.

Joachim Fejlsted brager igennem som Eik Skaløe. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Eik Skaløes historie er ikke ukendt land for Ole Christian Madsen, der allerede i 1988 instruerede dokumentarfilmen »Kun for forrykte« om Eik Skaløe og Steppeulvene.

Med »Steppeulven«, skrevet sammen med Bo hr. Hansen, trækker han i alle filmiske tråde for at komme helt tæt på også stemningen og den rastløshed i tiden – og i Eik Skaløe – der, måske, til sidst drev ham ud over kanten og fik ham til at begå selvmord på grænsen mellem Pakistan og Indien i oktober 1968.

»Steppeulven« begynder i 1962, hvor Eik Skaløe møder den helt store kærlighed i form af Iben Nagel Rasmussen til en demonstration. Inden en uge er de flyttet sammen, men hvor Iben tror på den frie kærlighed, vil Eik kun have hende, til trods for hans forsøg på at tilslutte sig tidens frisindsideologi.

Eik lider under de mange mænd i Ibens liv, men også under de mange ord, han så gerne vil sætte sammen til en roman, men kun får ud i fragmenter. Deres drømme og kærlighed driver dem gennem Europa på jagt efter friheden, indtil et hashfyldt tag i Athen sætter en stopper for deres videre rejse.

Stofferne tager over, og hjemme i Danmark driver de hver til sit, Eik mod musikken, der et kort øjeblik virker som svaret på alle hans spørgsmål.

Det spørgsmål, der synes at ligge under hele fortællingen, er, om Eik Skaløe, som Harry Haller i Herman Hesses kultroman »Steppeulven«, ganske enkelt nåede til et punkt, hvor han var helt alene og vejen tilbage alt for lang?

»Steppeulven« er først og fremmest en film om kærlighed og om den ensomhed, der er den store kærligheds skyggeside. Filmen begynder og slutter med Iben, der i filmens univers både er med til at drive ham frem og trække ham under, når hun gang på gang flagrer fri af hans forsøg på at holde fast i Itsi Bitsi, som han kalder hende.

Det er ikke et synderligt sympatisk portræt af Iben Nagel Rasmussen, der tegnes i filmen. Til gengæld føles det sandt og vigtigt i forsøget på at forstå Eik Skaløe. Hun er hans tvillingesjæl, hans spejl – også for os tilskuere ude i biografmørket.

I Marie Tourell Søderbergs hænder forstår vi Iben, selv når vi ikke bryder os om hende.

Over for hende, i den altafgørende hovedrolle som Eik Skaløe, brager den debuterende skuespiller Joachim Fjelstrup igennem med eftertryk.

Ganske vist er han en del højere end virkelighedens Eik Skaløe, men han ligner, lyder, synger som og føles fuldkommen som det billede, vi har af den ægte vare. Han er det fandenivoldske, karismatiske, svedende, rystende, elskende, tvivlende, trodsige anker, som hele historien står og falder med.

Og stå, det gør den, som et dokument over en tid, men først og fremmest et dokument over et menneske, der ville det hele, på én gang og bedre end andre. Som ønskede at sætte sit indre i flammer, og måske derfor brændte op.

Hvad: »Steppeulven«. Hvem: Instruktør: Ole Christian Madsen. Medvirkende: Joachim Fjelstrup, Marie Tourell Søderberg. Hvor: Premiere over hele landet.