Star Wars er som skabt til 3D

Det kan til tider virke som kynisk spekulation, når gamle film partout skal genopstå i 3D-udgave, fordi man kan. Men lige præcis med »Star Wars Episode 1: Den usynlige fjende« fra 1999 giver det faktisk god mening.

Det giver faktisk god mening at lave »Star Wars Episode 1: Den usynlige fjende« fra 1999 i 3D. George Lucas’ flamboyante rumsaga er nemlig som skabt til flere dimensioner. Fold sammen
Læs mere

Det kan til tider virke som kynisk spekulation, når gamle film partout skal genopstå i 3D-udgave, fordi man kan. Men lige præcis med »Star Wars Episode 1: Den usynlige fjende« fra 1999 giver det faktisk god mening.

Ikke alene har George Lucas løbende forbedret sine gamle film i takt med den teknologiske udvikling - hvor 3D indtil videre er toppen af kransekagen - hans flamboyante rumsaga er også som skabt til flere dimensioner - også på billedplanet.

Ikke mindst planeten Naboos undervandsverden og det endelige slag mellem gode og onde er ganske imponerende.

Og så er fortællingen om, hvordan Anakin Skywalker, senere Darth Vader, møder Jedierne og hjælper dem med at bekæmpe den ondskab, han senere slutter sig til, stadig en god historie - omend lidt lang og rodet.

Desværre kan selv vellykkede 3D-effekter ikke ændre ved, at det sære reggae-væsen Jar Jar Binks stadig er en af filmhistoriens mest irriterende skabninger.