En halv verden var sidste år fascineret af Paula Hawkins bestseller ”Kvinden i toget”, der blandt andet kravlede helt til tops på New York Times bestsellerliste. Om filmatiseringen af bogen kommer til at kravle lige så langt op på hitlisterne, hvor den konkurrerer mod andre film, er dog mere tvivlsomt.
Emily Blunt spiller den altoverskyggende hovedrolle i thrilleren som kvinden Rachel, der kun lige netop hænger sammen, hvis hun drikker en flaske vodka hver dag. Godt og vel endda. Hun er blevet fyret fra sit job, fordi hun er for ustabil. Rachel skjuler fakta for sin roommate, og bruger hele dagen på at køre i tog ind og ud ad New York. På sin vej kommer hun nemlig forbi det hus, hvor hun engang boede med eksmanden. Nu er de skilt, og hun må se langt efter hans lykke med en ny kvinde, Anna, og et lille barn, som de aldrig selv i sin tid fik. Ud fra de fragmenter af deres silhuetter hun kan se fra toget, forestiller hun sig, hvor dejligt deres liv må være nu.
Et par huse længere nede ad vejen bor familiens barnepige, Megan, som Rachel også holder øje med. Hun fantaserer over, hvad der kan være den unge piges forhistorie, men vi ved ikke, hvilke dele af det hun tænker er virkelighed og hvad der er indbildning. Det er en interessant gætteleg til at begynde med, men efterhånden som Rachel ændrer forklaringer, bliver det mere frustrerende end spændende. Vi er som biografgængere på Herrens Mark i forhold til, hvad vi skal tro. Fortrinsvis ladt alene tilbage frem for holdt fast i et spændingsgreb, efterhånden som filmens handling skrider frem.
Men så er det, at filmen efter halvanden time, drejer 180 grader og perspektivet på hvem der er helte og skurke ændrer sig kraftigt. Det sker heldigvis, før man helt afskriver ”Kvinden i toget” som formålsløst artcinema fileri. Da filmen groft sagt forvandler sig fra ”Rear Window” (”Skjulte øjne”) til ”Hånden på vuggen”, kommer det som en overraskelse men således også som ikke så lidt af en forløsning. Filmens fortællepuls stiger og derfor stiger spændingen i biografsædet også. Hvis man vil lave en Alfred Hitchcock film, skal man nu engang helst være Hitchcock selv.
Uanset uensartethederne i fortællingen gør Emily Blunt det aldeles fremragende i hovedrollen. Havde filmen befundet sig i en mere seriøs genre, havde hun været kandidat til en Oscar. Alle udtryk fra knækket, over frustreret og grådlabil til noget der ligner normal, mestrer hun flot. Blunt suger os ind med et magnetisk blik i et ansigt over læber, hvis trækninger tyder på, at hun helt er ved at miste grebet om sit liv.
(Artiklen fortsætter under traileren)
Danske Charlotte Bruus Christensen bliver som filmens cheffotograf kastet ud i stribevis af nye udfordringer på en film, der er næsten ti gange dyrere end ”Submarino” og ”Jagten” tilsammen. Både hvad angår variation og gennemgående stilbevidsthed klarer hun opgaven flot. Måske så flot at der risikerer at gå lang tid, før vi kan se hendes billeder i en dansk film igen.
Sammenlagt set er ”Kvinden i toget” bestemt ikke nogen dårlig film, men det er en rodet film, hvor alle de brillante filmteknikere, der leger med det store elektriske tog, ikke for alvor kommer til deres ret. Filmen lever kun for alvor i kraft af drejningen på 180 grader i den sidste halve time. Den er til gengæld så overrumplende, at den kun må afsløres i biografen.
Hvad: Kvinden i toget.
Hvem: Instruktør: Tate Taylor.
Medvirkende: Emily Blunt, Rebecca Ferguson, Haley Bennett.
Hvor: Premiere i dag over hele landet.
Fakta om Oscar-instruktøren fra Mississippi
Manden der har instrueret ”Kvinden i toget” hedder Tate Taylor. Han er født i Jackson Mississippi og brød igennem med filmen ”Niceville” for seks år siden. Som barndomsven af forfatteren Kathryn Stockett, havde han købt rettighederne til bogen ”The Help”, allerede før den udkom og fik selv mulighed for at instruere filmen, da den blev til filmen ”Niceville”. Filmen blev nomineret til fire Oscars og vandt en – nemlig for Bedste kvindelige birolle til Octavia Spencer.
