Spion i fruesko

SPY. Fold sammen
Læs mere

Melissa McCarthy brød igennem som del af ensemblet i komediehittet 3 Bridesmaids« fra 2011, men har siden haft alt for få roller, der virkelig udnyttede hendes komiske talent. Det får hun nu i den yderst vellykkede action-komedie »SPY«, instrueret af »Bridesmaids«-instruktør Paul Feig.

Melissa McCarthy er den overvægtige og selvudslettende skrivebordsagent hos CIA Susan Cooper, som ingen rigtigt regner for noget. Men da CIAs gulddreng (Jude Law i en perfekt James Bond-parodi) ryger i en fælde, beslutter Susan, at det er tid til at skifte kontorjobbet ud med aktiv tjeneste. Og nu bliver hendes ordinære udseende pludselig en fordel, for hun er oppe imod kræfter, der ved lidt for meget om CIAs ellers så hemmelige agenter.

Susan Cooper viser sig selvfølgelig at være både hårdtslående og snarrådig når det gælder, og Melissa McCarthy får rig mulighed for at vise sine evner for fysisk komik.

De mange velturnerede jokes – der ikke mindst går på hele spionfilmgenren – får en skarp kant af den sårbarhed, der gemmer sig lige under huden på Susan Cooper, og minder os om, hvor svært det må være, hele tiden at blive vejet – og fundet for tung – af sine omgivelser.

Hvad: »SPY«.

Hvem: Instruktør Paul Feig. Medvirkende: Melissa McCarthy, Jude Law, Rose Byrne m.fl.

Hvor: Premiere over hele landet.