Spider-Man genstartet i andet forsøg

I film nummer to om »Amazing Spider-Man« får vi omsider den genstart af universet, der manglede i den første film i den nye serie.

Og han ku’ svinge sig: Der er masser af overbevisende action­scener i »The Amazing Spider-Man 2«. Foto: PR. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da »Spider-Man« for to år siden blev genstartet som filmserie, kunne filmen kun lige netop med hiv og sving og edderkoppespind trække fire små godkendte stjerner hjem.

Fortsættelsen »The Amazing Spider-Man 2« er heldigvis mere spektakulær og knap så meget en gentagelse af serien, som vi kendte den fra Sam Raimis tre film i 00erne.

Ved første øjekast ser Spider-Man (Andrew Garfield) ud til at have det meget godt. Han knækker skurke på samlebånd i New York City, mens han fyrer morsomme bemærkninger af.

Peter Parker, hans mere menneskelige side, har dog problemer med kæresten Gwen (Emma Stone), der synes, at han for ofte kommer for sent og tager for let på deres forhold. Det piner hende, og hun vælger at slå op med Parker.

Samtidig toner mindst to superskurke frem i horisonten. Harry Osborne arver sin fars forretningsimperium. Helbredet halter og ondskaben breder sig i kroppen. Samtidig kommer en overset nørdet type ved navn Max (Jamie Foxx), der ellers er svoren fan af Spider-Man, galt af sted, og det gør ham til en stor knitrende hævnerskikkelse ved navn Electro.

Dramaer og dilemmaer er der således nok af i en film, der som noget sjældent i superheltegenren formår at fylde sine to timer og et kvarters spilletid flot ud, uden at man kigger på uret en eneste gang undervejs.

Schwung over effekterne

De tekniske landvindinger er betragtelige. Vi er med helt inde på livet af Spider-Man, når han svæver rundt mellem bygningerne, og der er både i overført betydning og bogstaveligt talt elektrisk schwung over effekterne. Andrew Garfield viser, at han som skuespiller kan flere nuancer end Tobey Maguire, og Emma Stone som Gwen har fået mere selvstændighed end i forrige film.

Film nummer to i den nye serie tager flere skridt hen mod at ligne de originale tegneserier mere end de hidtidige film. Blandt andet ved at lade Spider-Man komme med et væld af kække bemærkninger, mens han slås med skurkene. Det er ved at være i overkanten, for nok ligner det mere tegneseriebilleder på den måde, men det punkterer samtidig spændingen en smule.

Samtidig undrer man sig over, at Sally Field er valgt til rollen som tante May, når hun er fyldt 67 år. At hun pludselig vil uddanne sig til sygeplejerske virker lidt sent. Og er jeg mon den eneste, der efterhånden synes, at man skal stryge 91-årige Stan Lees optrædener? Hvis man ikke gør det så lad mig anbefale, at man trods alt skriver en replik eller to til idémanden bag »Spider-Man«, »Iron Man« og »X-Men« i stedet for blot at lade ham se til og dermed se fåret ud.

Men det er alt sammen detaljer i en gennemgående flot, ny superheltefilm, der er ret så helstøbt set i forhold til sin genre og som med visse nye elementer og skurkescenarier lover godt for film nummer tre og fire, der efter planen får premiere i 2016 og 2018.

Hvad: »The Amazing Spider-Man 2«.

Hvem: Instruktør: Marc Webb. Medvirkende: Andrew Garfield, Jamie Foxx, Emma Stone.

Hvor: Premiere over hele landet.