Sjældent har jeg set så rodet en animationsfilm som det aktuelle franske fantasyforsøg ”Månens vogtere”. Som tilskuer bliver man ufrivillig kastebold frem og tilbage mellem forsøg på at etablere intime poetiske scener og temmelig overstyrede overjordiske karakterer. Det virker som om, instruktørerne har en konkurrence i gang om at præsentere så mange syrede og langt ude i galaksen karakterer på så kort tid som muligt.
De lettere overstyrede stemmer hjælper os heller ikke just til at fatte sympati for historien om en faun ved navn Mune, der udpeges til at være månens vogter, og som derfor kommer i kamp med adskillige dunkle kræfter. Detaljerne i historien er svær at referere, hvori det vrimler med uforståelige navne som Mox, Sohon og Necros, og de nævnte er endda i den lettere ende af skalaen at udtale. Virvaret af skæbner og deres speedede drøneri rundt i billedrammen er på grund af det konsistent hektiske udtryk jævnt kedeligt, og bliver hen mod filmens slutning decideret irriterende.
Det overordnede problem er, at ingen af karaktererne er til at identificere sig med og universets mange forskellige dele stritter i så mange forskellige retninger, at uviljen i biografsædet låser sig fast.
Hvad: Månens vogter. Hvem: Instruktør: Alexandre Heboyan & Benoît Philippon. Danske stemmer: Mikkel Boe Følsgaard, Cecilie Stenspil, Dar Salim. Hvor: Premiere over hele landet.
