»Spectre« starter flot ud med en af de mere effektive åbningssekvenser i Bond-filmenes historie: En sekvens, der inkluderer en nedstyrtet boligblok og en halsbrækkende helikoptertur over Mexico City under Dia de los muertos – de dødes dag.

Ingen tvivl om, at James Bond efter de følelsesmæssige strabadser i »Skyfall« er tilbage i absolut klassisk form.

Det er igen Sam Mendes, der sidder i instruktørstolen, med manuskript af hans faste hold fra »Skyfall« plus dramatiker Jez Butterworth, der har tilført et sporadisk, men solidt, drys kølig britisk humor til historien.

Denne gang er det selve 00-programmet der står for fald. MI6 og MI5 er ved at blive lagt sammen, og den nye kommunikations- og overvågningschef Max Denbeigh (som James Bond hurtigt – og passende - døber »C«) planlægger at implementere et verdensomspændende overvågningssystem, der skal gøre de fysiske agenter overflødige. »I fremtiden kan droner gøre det I gør«, som han meddeler 007.

James Bond selv er blevet suspenderet efter sine uautoriserede ødelæggelser i Mexico City, men stikker af for at jage den mystiske skyggemagnat.

Sidstnævnte står i front for det internationale forbrydersyndikat SPECTRE, der viser sig at have en særdeles håndgribelig forbindelse til Bonds fortid.

»Spectre« tager tråden direkte op fra »Skyfall«, hvor Sam Mendes pirkede James Bonds personlige sår så åbne, at vi kunne se længere ind bag den kølige overflade end nogensinde før. Denne gang får vi endnu mere information – men når ikke dybere.

»Spectre« har hverken »Skyfalls« følelsesmæssige intensitet eller dens varme og vigtige personlige relationer. Det hele kører lidt mere på overfladen – som i de klassiske James Bond-film, hvor 007 formåede at holde hele verden ud i strakt arm, mens han drak en Martini, »shaken not stirred«, med en smuk kvinde på armen.

Også plottet er blevet reduceret til en undskyldning for at fare kloden rundt, fra den ene veludførte og underholdende stuntscene efter den anden. Ud over indledningens helikopter-rundtossetur får vi en biljagt med Jaguar og modificeret Aston Martin langs Tiberens bred, en klassisk nævekamp om bord på et tog og en biljagt i de østrigske alper, der involverer et vingeløst svævefly – for bare at nævne et par højdepunkter.

Det er voldsomt underholdende og voldsomt flot, filmet af schweiziske Hoyte van Hoytema på ulmende 35mm-film som endnu en hyldest til de tidligere film i serien, som det myldrer med referencer til i en grad, så de mest bondomane blandt publikum nok vil blive fristet til at se den én gang til. For at få det hele med.

De historiske referencer passer perfekt til det overordnede tema i »Spectre«, der er fortid og erindring (Bonds nye kærlighed, Madeleine Swann, har ganske passende fået navn efter Marcel Prousts »På sporet af den tabte tid«).

Filmen indledes med et skilt, hvor der står »The Dead… Are Alive« – og det skal tages helt bogstaveligt. »Spectre« rækker nemlig både sine fangarme mod filmseriens fortid (som den 007ende film, der handler om netop SPECTRE) og James Bonds personlige ditto, personificeret af det spøgelse fra hans opvækst, der også henvises til i titlen.

Der er noget sært definitivt over den måde, hvorpå »Spectre« forsøger og formår at binde sløjfe på fortiden, men det skal nu nok ikke forstås derhen, at filmserien, der efter »Skyfalls« massive succes ved billetlugerne er hottere end nogensinde, er ved at løbe tør for damp, men snarere, at instruktør Sam Mendes og Daniel Craigs James Bond, i hvert fald ifølge rygterne, takker af efter denne omgang.

Hvis det er sandt, må man sige, at de slutter med maner og en bevidsthed om, at de har været stærkt medvirkende til at give en hensygnende serie den helt nødvendige vitaliserende energiindsprøjtning, så James Bond nu fremstår som et brand, der kan holde de næste 50 år med.

Faktisk har Daniel Craig i løbet af sine fire omgange i Bond-manegen, »Casino Royale«, »Quantum of Solace«, »Skyfall« og nu »Spectre«, udviklet sig til en af de allerbedste i agentrækken – efter denne anmelders mening kun overgået af Sean Connery.

Han har maskulinitet, mørke og lige præcis det rette mål af arrogance og ironi, der gør ham perfekt som den mand, Ian Fleming selv beskrev som »ironisk, brutal og kold«.

En Bond af den kaliber kræver sin kvinde. Men hvor de seneste film i rækken, ikke mindst »Skyfall«, gjorde sig bemærkede ved at sætte den ellers så misogyne Bond op mod en række stærke kvindeskikkelser - Eva Greens Vesper Lynn, Judi Denchs M og Naomi Harris’ Ms. Moneypenny, der alle havde deres meningers mod - er denne tendens gået fløjten i »Spectre«, hvor kvinderne igen er reduceret til hjælpeløse ofre og hjælpere.

Ms. Moneypenny er igen bare nikkende sekretær, og Monica Beluccis italienske enke er der kun for de kødelige kvaliteter.

Derudover lider »Spectre« lidt under en spilletid på 148 minutter. Det er skønt med tid til at dvæle ved de enkelte scener, men når op mod 30 minutter kunne være klippet ud uden problemer, er der ganske enkelt for meget tid.

Et andet problem er fraværet af kemi mellem Daniel Craig og franske Lea Sedoux, der spiller hans nye – tilsyneladende store – kærlighed, datter af ingen ringere end vores allesammens Mr. White (Jesper Christensen), der også viser sit furede ansigt som en del af »Spectre« i en kort, men spektakulær scene.

Det er svært ikke at savne Eva Greens grønøjede Vesper Lynn, der kunne sætte ild i træmanden Bond med et enkelt blik.

Til gengæld er Christoph Waltz den perfekt skurk: iskold, lynende begavet og bidende sarkastisk, og alt i alt er »Spectre« fejende flot »Bond classic«; underholdende og hamrende ligeglad med at være for meget - eller for lidt.

Så pyt med, at den ikke når helt op på siden af »Skyfall«. Mindre kan gøre det.

Hvad: »Spectre«

Hvem: Instruktør Sam Mendes.

Medvirkende: Daniel Craig, Lea Seydoux, m.fl.

Hvor: Premiere fredag over hele landet