Snigende spænding

Dakota Fanning og en sjældent fåmælt Jesse Eisenberg er to ud af de tre miljøforkæmpere, der planlægger at sprænge en dæmning i luften. PR-foto Fold sammen
Læs mere

1970erne er det helt store årti i amerikansk film. Fra den tid står en stribe fine politiske thrillere med film noir-elementer tilbage. En af dem var med Gene Hackman og havde titlen »Night Moves«. Kelly Reichhardts nye thriller af samme navn er dog ikke et remake, men låner blot titel til en fascinerende og snigende spændende øko-thriller med dybe personportrætter og desperate toner som i 1970ernes film.

Tre rabiate miljøforkæmpere, der ikke kender hinanden, sættes sammen til en hemmelig mission om at sprænge hul i en dæmning, som, de mener, forstyrrer dyrelivet. Peter Sarsgaard som den hårdeste, Jesse Eisenberg som den forknytte, nervøse type og Dakota Fanning som rigmandsdatteren med penge spiller alle overbevisende realistisk. Thrilleren buldrer ikke løs med sin spænding og risikerer at skuffe husarerne, men til gengæld kompenserer den med knitrende og rugende karakterportrætter af idealister med en god sag, der ved at tage skridtet fra idealisme til terrorisme forvandles fra en slags helte til skurke.

Hvad: »Night Moves«.

Hvem: Instruktør: Kelly Reichhardt. Medvirkende: Jesse Eisenberg, Dakota Fanning, Peter Sarsgaard.

Hvor: Premiere i København, Aarhus, Odense, Aalborg og Kolding.