Hayao Miyazaki står bag en række af de allerbedste børnefilm gennem tiden; »Totoro«, »Chihiro og heksene« og »Det levende slot« – bare for at nævne et udvalg. Han har markeret sig med sin eventyrlige streg og ikke mindst ved at lave fortællinger, der ikke viger tilbage fra både at behandle livets magiske og mere dystre sider. Også selv om store dele af hans publikum er under en meter høje.

Hans nyeste film »Når vinden rejser sig«, der ifølge ham selv bliver hans sidste, er imidlertid ikke for børn.

Allerede fra første billede falder bomberne fra himlen, når krigspiloterne skærer gennem skyerne i den lille dreng Jirôs drømme om at være en frygtløs pilot. En drøm han aldrig kan udleve i vågen tilstand på grund af sine store, tykke briller. Til gengæld kan han blive ingeniør og tegne fantastiske flyvemaskiner, som andre kan flyve i.

Jirô, der er baseret på den virkelige japanske flydesigner Jirô Horikoshi, er opfinder af hjertet og finder inspiration alle steder – fra fugle i flugt til et smukt buet ben i aftenmakrellen. Den største inspiration finder han dog i smukke Nahoko, som han redder fra en togulykke og mange år senere genfinder på en forblæst bakketop, kun for at finde ud af, at hun er syg af tuberkulose. Ligesom i den krigsplagede verden, går skønhed og død hånd i hånd, og Jirô med det store hjerte har ikke anden mulighed end at forsøge at tegne skønheden frem i de brændende skyer – i både konkret og overført betydning.

Hylder himlens blå uendelighed

»Når vinden rejser sig« hylder himlens blå uendelighed, som Hayao Miyazaki har beskæftiget sig med flere gange før i blandt andre »Porco Rosso« og »Kiki den lille heks«. Men den viser også jordelivets forgængelighed, og hvordan vi mennesker, i hvert fald delvist, er ansvarlige for at forvandle vores paradis til et sortsvedent helvede. Dog ikke alene, for mod jordskælv og sygdom kæmper selv den største kærlighed forgæves.

Hayao Miyazaki fører os via Jirôs historie gennem en god bid af den japanske historie; Det store Kanto-jordskælv, der lagde store dele af Tokyo øde i 1923, Den store depression, tuberkuloseepidemien og Japans krigsdeltagelse, hvor Jirôs opfindelser får afgørende betydning. Her bliver tegnet med både den brede og den helt detaljeorienterede pensel på mesterlig vis i »Når vinden rejser sig«, der er en vemodig svanesang fra en animationsmester,som altid har udmærket sig ved at have meget på hjerte. »Når vinden rejser sig« er en nestors formaning til os om, at vi skal passe godt på jorden og hinanden. At vi skal huske at drømme – for drømmenes kraft overvinder alt andet. Det gælder både de drømme, vi undfanger under dynen, og dem der kommer til os, når vi sidder og kigger op mod himlen og bliver fanget af en måge i flugt. Men han formaner os også at huske, at selv det smukkeste fly kan sprede død og ødelæggelse.

»Vinden rejser sig – og man må forsøge at leve«, citerer Nahoko digteren Paul Valéry, første gang hun og Jirô mødes, og det er lige præcis moralen i denne komplekse, fascinerende og rørende fortælling: Stå fast i stormen og lad dine drømme flyve, hvor tossede de end er – for livet er så kort.

Hvad: »Vinden rejser sig«. Hvem: Instruktør Hayao Miyazaki. Stemmer: Hideako Anno, Miori Takimoto. Hvor: Premiere i udvalgte biografer over hele landet.