Joe Wrights største styrke har altid været hans visuelle sans, der dominerede både »Stolthed og Fordom« og »Atonement«. I »Anna Karenina« er han gået linen helt ud og har forvandlet det klassiske drama til en overvældende smuk film, fortalt som var det en opera, med kulisser, scenelys, en musikalsk koreografering af de enkelte scener og en udtalt kærlighed til farver og detaljer.
Det er godt set, at historien om Anna Karenina, et af litteraturhistoriens mest gennemført melodramatiske værker, skal fortælles som var det en opera – bare uden musikken. Det bliver til tider for meget, overdrevent og dermed hult, men langt størstedelen af tiden rammer Joe Wright præcist i sin visuelle orkestrering, der gør hans version både personlig og original. Ganske godt klaret, når man har at gøre med en historie, der er blevet filmatiseret 28 gange før til både film og TV, for ikke at tælle de mange mange teateropsætninger gennem tiderne.
Joe Wrights tilgang understreger, at Anna Kareninas klaustrofobiske verden er som en teaterscene, hvor alle skal spille den rolle, de er blevet tildelt, ellers bliver de buhet af scenen. Kun den idealistiske Levin (spillet med rørende oprigtighed af Domhnall Gleeson) kan vandre fra teaterkulisserne direkte ud i de russiske kornmarker, fordi han som den eneste har en idé om, at high society og etikette ikke udgør et virkeligt liv, levet med saft og kraft og hænderne helt nede i mulden.
Umoden og dukkeagtig
Desværre er det også som om, at den imponerende visuelle facade sætter en barriere op mellem historien og publikum, der gør, at Anna Karenina – spillet af Keira Knightley, der for tredje gang har en hovedrolle i en film af Jow Wright – sin utroligt tragiske historie til trods, ikke rigtigt sætter gang i tårekanalerne.
Vi kan ganske enkelt ikke mærke den stærke kærlighed. Det skyldes dels Keira Knightleys distancerede og noget famlende tilgang til figuren, det til tider gør Annas erotiske vækkelse til et postulat, og dels Aaron Taylor-Johnson, der agerer Vronsky med umoden og nærmest dukkeagtig ynde. Han udstråler på ingen måde erotisk saft og kraft af en kaliber, så vi forstår, hvorfor smukke men naive Anna bliver så helt og aldeles besat af ham.
I virkeligheden er der langt mere mand over hendes tørre og korrekte politiker-mand Karenin – spillet med så interessant flertydighed af Jude Law, at han, selv med høj pande, ludende gang og små briller, langt overstråler Aaron Johnsons Vronsky.
Det er ellers fint set af Joe Wright, at »Anna Karenina« ikke handler om den store romantiske kærlighed, men om erotik. Det er ikke de dybere følelser for Vronsky, der vækkes i Anna Karenina, men derimod en erotisk kraft, der har slumret i hendes ni år lange ægteskab med Karenin, der ærer hende alt for højt til for alvor at kunne elske hende på kødelig vis.
Anna Karenina har aldrig prøvet at blive tændt af en mand, men da først ilden er blusset op, kan hun ikke slukke den igen, selv ikke da flammerne er ved at æde hende op. Det er på sin vis en langt mere interessant og samtidsrelevant tolkning end den romantiske kærligheds ødelæggende kraft. Især set i lyset af et borgerskab, hvor affærer er hverdagskost – bare de bliver udlevet med kølig indifference. Det er ikke tilladt at brænde igennem i de frostklare russiske nætter anno 1877.
Hvad: »Anna Karenina«.
Hvem: Instruktør: Joe Wright. Medvirkende: Keira Knightley, Aaron Taylor-Johnson, Jude Law m.fl.
Hvor: Premiere over hele landet.
