Italienske Luca Guadagnino, instruktøren bag den dybt originale og stilsikre »Io Sono L’Amore« (2009) med Tilda Swinton, foretager med »Call Me By Your Name« en formfuldendt baglæns saltomortale og lander lige midt i en smeltende hed norditaliensk sommer anno 1983, hvor 17-årige Elio møder 24-årige amerikanske Oliver og for første gang opdager, hvad det vil sige virkelig at længes – at hungre – efter et andet menneskes nærhed.
En nærhed, han cirkler omkring som en sulten kat, mens han prøver at distrahere sig selv med en lokal pige, der måske nok bliver hans første elskerinde, men ikke hans første kærlighed.
Man forstår Elios tøven. Det var på ingen måde velset at være homoseksuel i Italien i start-firserne, heller ikke selvom man som Elio kommer fra en meget åbensindet, intellektuel familie. Ligesom Oliver til at starte med holder igen. Som han siger: »Jeg vil ikke lede dig i fordærv«. Men måske passer han også på sig selv?
På smukkeste vis lader Guadagnino følelsesstorm og –forbehold bølge mellem de to, der i lang tid nærmest tager afstand fra hinanden, men selv da deres følelser er bekræftet veksler mellem af være den fremfusende og den tilbageholdende. Det er så uendeligt fint, følsomt og realistisk beskrevet, samtidig med at der er fuldt maskulint blus under både sensualitet og seksualitet i den stadigt mere kogende sommerhede. Naturligvis i ikke ringe grad forstærket af det potentielt farlige og forbudte i forholdet.
»Call Me By Your Name« er en af de sjældne filmoplevelser, der nærmest suger tilskueren ind i et brus af smerte og skønhed, kærlighed og savn, så vi nærmest på egen krop kan mærke intensiteten i fingerspidser og læber, der tøvende går på eventyr, blikke, der brænder, tvivl og misforståelser, der truer med at trække tunge skyer ned over sommersolen.
I al sin livs- og menneskekloge detaljerigdom er »Call Me By Your Name« langt fra kun en film om at springe ud, men i lige så høj grad en historie om at blomstre som sensuelt, seksuelt, elskende, begærende, sitrende, levende menneske. Flere scener sætter sig i tilskueren som nogle af de smukkeste beskrivelser af den længsel, der nok kun er helt så intens den første gang, man tøvende erkender, at man faktisk elsker. Og her spiller kønnet ingen rolle.
Armie Hammer, der ellers mest har spillet roller i flødebolle-kaliberen, viser helt nye og dybt klædelige dybder i sit spil som Oliver, men »Call Me By Your Name« tilhører helt og holdent det nye kæmpetalent Timothée Chalamet (der navnet til trods er indfødt New Yorker), der da også allerede er blevet nomineret til et hav af priser, blandt andet Golden Globe og Oscar for bedste mandlige hovedrolle.
Hans Elio er så fuld af lag og nuancer, at man – ligesom Oliver – længes efter ham, når han kortvarigt forlader billedet. Han er lige dele barn, naivt forankret i sin intellektuelle families trygge verden, rebelsk teenager, hvis nyligt fremvoksede sult på verden føles som et pres, der truer med at sprænge ham indefra, og skyggen af den voksne mand, han vil blive lige om lidt. En mand, der vover at leve livet modigt og åbent. Der vover at elske, selvom det kan gøre ondt.
Filmens imponerende og totalt kompromisløse slutscene cementerer et kæmpetalent, som det bliver overordentligt interessant at følge de kommende år.
Call Me By Your Name
Instruktør: Luca Guadagnino. Medvirkende: Armie Hammer, Timothée Chalamet
