Slette miner til godt spil

Roland Møller flekser skuespilmuskler i Martin Zandvliets »Under sandet«, der er endnu et opgør med tidligere skildringer af besættelsens helte og ofre.

Roland Møller får luft for sin vrede som den danske sergent Carl Leopold i Martin Zandvliets »Under Sandet«. Foto: Henrik Petit Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danmark har fået en ny generation af film, der genfortolker besættelsestiden, med Ole Christian Madsens »Flammen & Citronen« som den første, der tegnede et mere moralsk grumset billede af modstandskampen, og Roni Ezras »9. april«, der genrejste de faldne danske grænsesoldaters ære.

Målt på produktionsstørrelse og indholdsmæssig ambition kunne Martin Zandvliets »Under sandet« være en pendant til »9. april«, dog med omvendt fortegn. For mens »9. april« peger på dansk heroisme – men militærpolitisk svigt – tegner »Under sandet« et uskønt billede af fej, dansk hævn med uskyldige tyske ofre til følge.

Skuespilleren Roland Møller, der tidligere har leveret rå, usmilende muskelkraft i roller som fængselsfange og gangster, får omsider en facetteret hovedrolle som den danske sergent Carl Leopold.

Han kan ikke li’ tyskere, hvilket slås eftertrykkeligt fast i filmens første scene fra befrielsesdagene, hvor han gennemtæsker en af de kapitulerede soldater, der til fods er på vej til Tyskland. Soldaten har tiltusket sig et dannebrog som krigssouvenir, og efter sergentens overfald er fanen med håndfast symbolik oversprøjtet med blod.

Carl får ansvaret for en gruppe tyske drengesoldater, der skal rydde et stykke af Vesterhavskysten for nogle af de halvanden million miner, som besættelsesmagten har udlagt under krigen. og de får også hurtigt kærligheden at føle, da Carl udstikker lussinger og spytsprøjtende skideballer for de mindste fejltrin. Men der skjuler sig mere end eksploderende temperamenter i »Under sandet«.

At der er ebbe og flod i Carls vrede, gør hans person desto mere intimiderende. Gradvist får han medfølelse for drengene, men en ulykke lægger påny forholdet i ruiner. Her tangerer filmen det større tema om krigens umenneskeliggørelse uden, at den konkrete historie sættes over styr.

De tyske soldater er alle fine skuespillere og får præsenteret deres forskelligartede karakterer, uden at der forfaldes til sentimentale klichéer. I andre film ville nogle replikker om at komme sikkert hjem til mor eller kæresten, ifølge de gældende konventioner for krigsfilm, være et sikkert varsel om pludselig død, men Martin Zandvliet orkestrerer minerydningsscenerne, så de fremstår som skoleeksempler på filmisk spændingsopbygning. Det er længe siden, en dansk film har kunnet præsentere så intense sekvenser.

Til gengæld er det et problem, at det ikke fra begyndelsen er helt klart under hvilke præmisser de tyske drenge er i Danmark på. Det er nemlig vanskeligt at være vidne til deres lidelser uden at blive distraheret af spekulationer om, hvorvidt Danmark vitterligt har gjort sig skyldig i så grove krigsforbrydelser.

Af rent dramatiske grunde er det naturligt, at Martin Zandvliet holder sig til historikeren Helge Hagemanns »Under Tvang« som forlæg. Her efterlades nemlig ingen tvivl om, at tyskerne blev tvunget til minerydningen med mange ofre til følge, og at Genevè-konventionen blev omgået på et spinkelt grundlag ved ikke at definere tyskerne som krigsfanger.

Spillefilm hverken kan eller skal være historieskrivning, men lige netop dette spørgsmål om karakteren af den anvendte tvang er også et helt afgørende punkt for dramaets indre logik. Det er ikke en bombe under filmens indignerede engagement, men en fodfejl man måske kunne have undgået ved tydeligere at markere, at spørgsmålet om tyskernes status ikke er hugget i sten, men måske snarere er skrevet i sand.

Hvad: »Under sandet«.

Hvem: Af Martin Zandvliet. Med Roland Møller.

Hvor: Biografer over hele landet.