Slemme slemme præster

Efter »No« om Pinochets diktatur fortsætter chilenske Pablo Larrain sit korstog mod Chiles etablerede systemer med »El Club« , der tager den katolske kirke under alt andet end kærlig behandling.

De forviste præster har ualmindelig svært ved at indse, at deres otiums hus er et fængsel og ikke et pensionat. Fold sammen
Læs mere

Slet skjulte hemmeligheder bliver skreget ud i gaderne i Pablo Larrains foruroligende og fascinerende fortælling »El Club«, der foregår i en tåget lilleby langt pokker i vold – i bogstaveligste forstand.

Det lille gule hus ved vandet ligner ved første øjekast et hyggeligt pensionat. Fire mænd og en kvinde, alle lidt oppe i årene, bor sammen, spiser sammen og går sammen op i, om deres væddeløbshund vinder de lokale løb. At noget er galt, bliver dog tydeligt, da den lokale præst ankommer med endnu en beboer til huset. Fader Lazcano er nemlig pædofil, og dømt til at leve resten af sit liv i dette hus i denne afsidesliggende kystby i Chile sammen med de øvrige præster, der har forbrudt sig mod lov og Gud og nu de facto er sendt i eksil fra præstegerningen og livet. Helt galt går det, da den nye indflytter opdages af en af de yngre mænd i byen, der er et af hans mange ofre.

Det bliver startskuddet til en række tragedier, fortalt med blik for tilværelsen og ikke mindst troens absurditet, kulsort humor og en kritik af det etablerede, katolske, system, der er så besk, at man skulle tro, at chilenske Pablo Larrain var direkte i familie med østrigske Ulrich Seidl. Sjældent er seksuelt misbrug blevet behandlet så nøgternt, nøgent og direkte, i ord der skurrer i ørerne og knuger sjælen i al deres barske sandhed.

Vi ser præsterne, vi hører deres synder – kastet imod dem af en mand, der aldrig har evnet at vokse fra den misbrugte dreng, han engang var. Det er så direkte, at synden næsten føles som en håndgribelig smitte, der oser fra præsterne. Det er modigt, ækelt og ubærligt. Men også fascinerende, formidlet som det er i stemningsmættede tableauer af skuespillere, der formår at få psykologisk sandhed frem med få og enkle midler. Glimt af afgrundssort humor bløder op og giver begivenhederne et ekstra lag; vi bliver bevidste om, at vi får fortalt en historie. En allegori, der måske – måske ikke – skal gøre os klogere. For som kirkens repræsentant siger til nonnen, hvis job det er at vogte de faldne præster; »en ting er, at du ved, hvorfor de er her – men gør de?«

Hvad: »El Club«.

Hvem: Instruktør Pablo Larrain. Medvirkende: Roberto Farías, Antonia Zegers.

Hvor: Premiere i udvalgte biografer over hele landet.