Er du enig med berlingskes anmelder?
Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.
En trist eksistens af en regelrytter ved navn Harold, som arbejder i skattevæsenet, opdager, at han er hovedperson i en kvindelig forfatters nye roman. De fleste ville nok afskrive det som en hashpsykose, men faktisk hører Harold hele tiden forfatterens stemme, som læser vores ensomme skattemands gøren og laden højt, i selv samme øjeblik han udfører sine røvsyge rutiner. Og pludselig gør fortællerstemmen i Harolds hoved også klart, at han går mod sin snarlige død.
Det fører til en række morsomme forviklinger, eftersom Harold er den eneste, der kan høre forfatterens stemme. Hans psykiater er i hvert fald ikke i tvivl og stiller diagnosen skizofren, men sætter ham af medlidenhed stævne med en litteraturprofessor, som skal finde ud af, hvem forfatteren i givet fald er og eventuelt sætte vor stakkels hovedperson i kontakt med hende, inden hun sætter et endeligt punktum for hans liv. Helt bogstaveligt.
Det bliver et kapløb mod fingrenes dans på tastaturet, for i mellemtiden har vores træmand lavet skatterevision på en attraktiv kvindelig konditor, som ud over en tatovering på størrelse med en gobelin også har en mere anarkistisk tilgang til tilværelsen. Og med en chokoladesmåkage og et ret stramtsiddende forklæde lykkes det hende at trænge ind bag Harolds panser af perfektion, så han tager en gammel drøm op og begynder at spille elektrisk guitar. Kort sagt givet ham lyst til livet.
Der er opfindsomme visuelle detaljer i den minutiøse gennemgang af Harolds skemalagte dagligdag, og komikeren Will Ferrell spiller ham med en tilpas stilfærdig følsomhed. Som den evigt kaffedrikkende litteraturprofessor (selv på toilettet) demonstrerer Dustin Hoffman nok en gang sin komiske klasse, mens eminente Emma Thompson er den cigaretsugende kvindelige forfatter med en skriveblokering så massiv, at man ikke har set mage siden Coen-brødrenes »Barton Fink«. Det er en ganske underfundig og temmelig underholdende bagatel, som instruktøren Marc Forster har skruet sammen efter sine to store præstationer med »Monsters Ball« (2001) og »Finding Neverland« (2004). For tiden er han i øvrigt ved at filmatisere den internationale bestseller »Drageløberen«.
»Stranger than Fiction«s legesyge »tænk-hvis«-tema med paralleluniverser er beslægtet med Harold Ramis'»Groundhog Day« fra 1993 uden på nogen måde at nå samme højder. Specielt slutningen lider af samme indbyggede dilemma som Emma Thompsons forfatter i filmen - skal man gå på kompromis for en happy end?
Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.
Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.
