Skammerdatter Dina er ganske enkelt et fund

Kenneth Kainz’ filmatisering af Lene Kaaberbøls bestseller »Skammerens datter« er ambitiøs, flot, spændende og velspillet – om end det næsten er synd, at fortællingen er skåret ned til bare halvanden time.

Rebecca Emilie Sattrup og Peter Plaugborg fører an i et overbevisende cast i »Skammeren datter«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lene Kaaberbøls bøger om Skammerens datter Dina er på det nærmeste blevet folke­eje. Og ikke kun i Danmark. De fire bøger i serien er solgt i over en million eksemplarer i 30 lande.

Det er da heller ikke svært at forstå fascinationskraften i historien om ti-årige Dina, der har arvet sin mors evne til at se dybt ind i menneskers sjæl og konfrontere dem med deres egen dårlige samvittighed og skam. Derfor gider ingen af hendes jævnaldrende lege med hende – og generelt holder folk sig på afstand.

Men da landets fyrste, hans unge kone og lille søn findes myrdet, er der bud efter både Dina og hendes mor. Morderen er nemlig efter alt at dømme fyrstens ældste søn, Nico, der findes døddrukken med en blodig kniv. Men Nico nægter. Med god grund. For bag fyrstendømmets høje mure gemmer der sig uhyggelige rænker og, i bogstaveligste forstand, monstre.

Svært ikke at blive imponeret

»Skammerens datter« er spændende, medrivende og imponerende ambitiøs. 51 millioner kroner er der lagt i produktionen, og det er da også svært ikke at blive imponeret over det tekniske niveau. Mange af de mere krævende effekter sidder lige i skabet. Dragerne er overordentligt realistiske og skræmmende, og en scene, hvor et brændende hus styrter ned over en klippeskrænt, er ligeledes flot og skræmmende.

Læs også: Derfor vil Søren Malling hellere have det sjovt end at blive gammel

»Skammerens datter« er rettet mod bøgernes kernepublikum, hvilket vil sige børn. Derfor er der truffet et valg om en spille­tid på bare lidt over halvanden time. Det giver mening i forhold til målgruppen, men det får også fortællingen til at føles en lille smule forceret. Dramatisk højdepunkt følger på dramatisk højdepunkt, så det er svært at finde pusten. Man kan savne lidt mere tid og luft til at få etableret både karakterer og univers bedre – selv om det muligvis er en korrekt antagelse, at de fleste vil være bekendt med både univers og historie i forvejen.

Meget reddes dog af en vellykket casting i de mest centrale roller. Rebecca Emilie Sattrup, der måtte slå 4.500 andre piger af pinden for at få rollen som Dina, er ganske enkelt et fund. Ikke alene ligner hun Lene Kaaberbøls forestilling om Dina – og derved vores – hun har også et ansigt, der ganske enkelt er interessant at se på. Hun er rørende og formår på samme tid at være magisk – og bare en helt almindelig ti-årig pige, der er ked af, at de andre ikke gider at lege med hende.

Over for hende er Peter Plaugborg ædende ond med næsten bevidst karrikeret kant i rollen som tronraneren Dragan, hvis på alle planer forkrøblede mor (Stine Ekblad) lurer mareridtsagtigt i baggrunden.

I det hele taget er der arbejdet meget med at gøre de enkelte karakterer til individer, ikke mindst via Dinas adgang til deres følelsesliv.

Få nu styr på lyden

Hvis filmen får lov at blive fulgt af flere, hvilket der angiveligt er planer om, bliver det interessant at se dem og hele Lene Kaaberbøls magiske univers folde sig endnu mere ud.

Til sidst skal dog lige lyde et hjertesuk. Med et så højt teknisk niveau, hvorfor skal det så være så svært at høre, hvad der bliver sagt? Hver gang Dina går i trance, bliver lyden utydelig – og i øvrigt overdøvet af det til tider lige lovligt bombastiske soundtrack. Det samme sker ved flere andre lejligheder. Få nu styr på det, så vi kan få det hele med!

Læs også: »Skammerens datter« kommer på film

Hvad: »Skammerens datter«

Hvem: Instruktør: Kenneth Kainz. Medvirkende: Rebecca Emilie Sattrup, Jakob Oftebro, Peter Plaugborg.

Hvor: Premiere over hele landet